Lokalpolitik

Martin Glerup siger farvel til politik

Den socialdemokratiske politiker Martin Glerup, Aars, har besluttet, at han ikke vil genopstille til byrådet i Vesthimmerlands Kommune, når der er kommunalvalg til november.

Martin Glerup har sammenlagt været byrådspolitiker i næsten 35 år, først i Aars Kommune og nu i Vesthimmerlands Kommune. Han var borgmester i Aars i en periode i 1980'erne. Fra 1990 til 2001 var han valgt til Folketinget. - Allerede efter sidste kommunevalg stoppede jeg som gruppeformand, så vi kunne køre Palle Jensen i stilling som min efterfølger. Han er for nyligt blevet udpeget til borgmesterkandidat uden problemer. Det er vigtigt for mig, at det er godt på plads, siger Martin Glerup. Martin Glerup, 65 år, glæder sig til at få mere tid til familien og sit kommunikationssfirma Martin Glerup Information.