Lokalpolitik

Martin Glerup siger stop

AARS:Den socialdemokratiske politiker Martin Glerup, Aars, har besluttet, at han ikke vil genopstille til byrådet i Vesthimmerlands Kommune, når der er kommunalvalg til november. Martin Glerup har sammenlagt været byrådspolitiker i næsten 35 år, først i Aars Kommune og nu i Vesthimmerlands Kommune. Han var borgmester i Aars i en periode i 1980'erne. Fra 1990 til 2001 var han valgt til Folketinget. Siden 2004 har han været medlem af Naturklagenævnet. - Jeg har siden 1974 været valgt til et eller andet, så jeg synes, at jeg har aftjent min borgerpligt, siger Martin Glerup, der håber, at hans kommende farvel til kommunalpolitik kan være med til at give plads for yngre kræfter og gerne flere kvinder. - Allerede efter sidste kommunevalg stoppede jeg som gruppeformand, så vi kunne køre Palle Jensen i stilling som min efterfølger. Han er for nylig blevet udpeget til borgmesterkandidat uden problemer. Det er vigtigt for mig, at det er godt på plads, siger Martin Glerup. Martin Glerup, 65 år, glæder sig til at få mere tid til familien og sit kommunikationsfirma Martin Glerup Information.