Martin Henriksen: Uforskammet at asylpar søger godtgørelse

Ungt par fra Syrien blev adskilt i strid med loven, har Ombudsmanden og nu Københavns Byret slået fast.

- Jeg ved godt, at mange sammenligner det med en dansk pige og en dansk dreng, de er kærester, og så går det nok, siger DF's udlændingeordfører, Martin Henriksen. 
- Men så forstår man bare ikke, at det handler om, at de kommer fra en kultur, hvor der grundlæggende er et anderledes syn på, hvad piger og kvinder må og skal finde sig i.(Arkivfoto).

- Jeg ved godt, at mange sammenligner det med en dansk pige og en dansk dreng, de er kærester, og så går det nok, siger DF's udlændingeordfører, Martin Henriksen. - Men så forstår man bare ikke, at det handler om, at de kommer fra en kultur, hvor der grundlæggende er et anderledes syn på, hvad piger og kvinder må og skal finde sig i.(Arkivfoto).

KØBENHAVN:Det er langt ude i skoven, at et ungt par fra Syrien overhovedet har lagt sag an mod de danske myndigheder, efter at Danmark har givet dem tag over hovedet og sørget for dem.

Sådan lyder reaktionen fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, efter at Københavns Byret fredag har slået fast, at de syriske ægtefæller skal have en godtgørelse på i alt 20.000 kroner.

Det skal de have, fordi de i strid med loven blev tvunget til at bo hver for sig i 2016.

- Jeg kan næsten ikke være i mig selv, når jeg tænker på, hvor uforskammet det er over for Danmark, siger Martin Henriksen.

- Jeg formår simpelthen ikke at sætte mig ind i den tankegang, de har.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen kalder derimod dommen fra Københavns Byret helt logisk.

- Ombudsmanden har for længst slået fast, at adskillelsen var ulovlig, pointerer hun i en sms til Ritzau.

Afgørelsen falder samme dag, som udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har været i samråd om den ulovlige adskillelse af unge asylsøgende par, hvoraf mindst den ene var under 18.

Den politiske side af sagen handler om, hvorvidt ministeren havde givet en instruks om, at alle de unge par - uden undtagelse - skulle adskilles. Det afviser Støjberg at have beordret.

Det er nemlig et krav, at der sker en individuel vurdering af sagerne, og at de berørte parter selv bliver hørt.

Martin Henriksen mener slet ikke, at de ældre ægtefæller skal have lov at bo sammen med deres partner under 18 år. DF arbejder for at få lavet reglerne om, så det bliver ulovligt.

Også selv om der er tale om et par på henholdsvis 17 og 26 år.

- Vi skal ikke acceptere barnebrude, siger han.

- Jeg ved godt, at mange sammenligner det med en dansk pige og en dansk dreng, de er kærester, og så går det nok. Men så forstår man bare ikke, at det handler om, at de kommer fra en kultur, hvor der grundlæggende er et anderledes syn på, hvad piger og kvinder må og skal finde sig i.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.