Martin Jørgensens logiske hjemrejse

Martin Jørgensen vælger det helt rigtige for sig selv og landsholdet, når han vender hjem til AGF. Men kritikerne ligger på lur, lyder advarslen.

Martin Jørgen blev sidst på eftermiddagen præsenteret i AGF. Foto: Scanpix

Martin Jørgen blev sidst på eftermiddagen præsenteret i AGF. Foto: Scanpix

Det er det logiske og reelt det eneste mulige træk, som Martin Jørgensen foretager, når han skifter Fiorentina og 13 år i italiensk fodbold ud med den danske SAS Liga og barndomsklubben AGF. Det er opfattelsen hos en række fagfolk, efter at AGF og Martin Jørgensen mandag har indgået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2011. - Fornemmelsen her i Århus er, at uanset, hvordan det går, når han begynder at spille kampe, så er det den helt rigtige afslutning på Martin Jørgensens fodboldkarriere, siger tidligere SAS Liga-træner Morten Bruun, der selv bor i Danmarks næststørste by. Han mener dog ikke, at de århusianske fodboldfans regner med, at Martin Jørgensens tilstedeværelse i AGF vil betyde alverden for fodboldspillet på banen. Dertil er han simpelthen faldet for meget i kvalitet gennem de seneste år. - Man forventer ikke, at Martin Jørgensen vil løfte AGF på samme måde som Jesper Grønkjær har løftet FCK. Jeg tror, at man har et realistisk billede af, hvor Martin Jørgensen er i sin fodboldkarriere, vurderer Morten Bruun. Til gengæld betegner den tidligere AGF-træner Poul Hansen skiftet som et "kæmpe scoop". Ikke bare for klubben og fodboldspillet på banen, men også fans, sponsorer og hele Århus. - Det betyder virkelig meget. Det er jo Århus, og AGF er alt i den by, siger Poul Hansen. I forhold til landsholdet og VM i Sydafrika skal Martin Jørgensen være forberedt på, at alles - og især kritikernes - øjne vil hvile på ham, når han vender tilbage til de danske fodboldarenaer. Det tror OB's Thomas Helveg, som har spillet sammen med Martin Jørgensen i Udinese og selv vendte hjem til dansk fodbold efter en årrække i udlandet.