Martin Leth Simonsen er klar til Challenge Tour

Ugen bliver bedre og bedre for nordjysk golfspiller

Søren Olsson
Martin Leth Simonsen kan glæde sig over mange ting i denne uge. Arkivfoto: Henrik Bo
Golf 13. oktober 2018 17:48 - Opdateret 13. oktober 2018 22:59

GOLF: Alt har flasket sig for den nordjyske golfspiller Martin Leth Simonsen.

Lørdag spillede han en fremragende runde i finaleturneringen på den nordiske golftour, Nordic League, og dermed endte han på fjerdepladsen i turneringen og sikrede samtidig, at han ikke blev overhalet af nogen af de værste konkurrenter på Order of Merit, så han ender på en samlet fjerdeplads for sæsonen og dermed har sikret kortet til Challenge Tour næste sæson.

Og samtidig kan han glæde sig over, at konen endnu ikke har født, selvom hun havde termin på parrets første barn i mandags.

- Så nu må jeg hellere komme hjem og støtte hende lidt. Hun har været alene i denne uge, mens jeg har været herovre. Så jeg haster hjemad, siger Martin Leth Simonsen i bilen på vej hjem fra Sverige.

- Men det var sæsonens helt store mål at komme på Challenge Tour, og nu er det lykkedes, så det er bare helt fantastisk. Jeg har banket på for sejren så mange gange, og jeg er selvfølgelig lidt ærgerlig over, at det ikke lykkedes. Men vi sad og talte sammen, at jeg er nået i topotte 14 gange i denne sæson, så det har jo været et rigtig godt år, siger han.

Det var svært at holde fokus på golfen i denne uge, men takket være en godt samarbejde med caddie Jan Porsdal så lykkedes det.

- Det var super, at han havde tid til at være med, så jeg kunne koncentrere mig om spillet og ikke gå og kigge på telefonen hele tiden. Igen i denne uge startede jeg skidt ud og havde egentlig bare et håb om en samlet plads i top 10, fordi hovedet også var et andet sted. Men i dag fik jeg gang i jernslagene, og da putteren var skarp inden for halvanden meter, så kom der nogle birdies på kortet, siger Martin Leth Simonsen, der skød sidstedagen i fem slag under par.

Nu står den på familietid i nogle dage, og derefter er næste mål at klare sig videre igennem second stage på Tour-skolen, der kan sende ham forbi Challenge Tour og direkte op på European Tour.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...