Mary hjælper overvægtige børn og psykisk syge

Ernæring 24. december 2004 05:00

København, onsdag /ritzau/ Kronprinsesse Mary har fået sine første protektioner. Julemærkefonden, PsykiatriFonden og Landsforeningen Sind. Flere inden for sundhed og sygdom vil følge. Siden forlovelsen mellem kronprins Frederik og Mary er kongehuset blevet bestormet med henvendelser fra foreninger og organisationer, som ønsker den nye kronprinsesse som protektor. Julemærkefonden, PsykiatriFonden og Landsforeningen Sind er nu udvalgt til at få kronprinsessen i spidsen for deres arbejde. Ifølge hoffet vil flere protektioner følge i det nye år, og da Mary er optaget af sundhed, sygdom og børns trivsel, vil en del blive inden for det område. PsykiatriFonden er en privat organisation, der arbejder for at udbrede viden om psykiske sygdomme, mens Landsforeningen Sind arbejder direkte for at støtte psykisk syge og deres pårørende. Julemærkefonden, som går tilbage til 1903, er især kendt for sine julemærkehjem, hvor overvægtige børn får hjælp til at tabe sig. Ved salg af Julemærket lykkes det årligt at tilbyde omkring 600 børn et ophold på et af de fire hjem. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...