EMNER

Mary vender hjem som kronprinsesse

De næste to uger er kronprins Frederik og Mary officielle gæster i Australien.

Hun forlod landet som Mary Elizabeth Donaldson og vender denne weekend hjem som kronprinsesse. Mary og Frederik aflægger de næste to uger for første gang officielt besøg i Australien, hvor de vil blive modtaget og hyldet i Sydney, Canberra, Melbourne og Tasmanien. Men der bliver også tid til kapsejlads og for Marys vedkommende besøg hos institutioner, som forsker i kræft og hjertelidelser. For kronprinsen er besøget i Marys fødeland allerede begyndt. Flere australske aviser har i denne uge bragt fotos af en sommerklædt kronprins på havnen i Sydney, hvor han forbereder sig til verdensmesterskaberne for Farr 40-både. Kapsejladsen varer fra 1. til 4. marts, og de dage skal Mary blandt andet besøge et Røde Kors hjem for enlige gravide. Besøget finder sted 2. marts, og samme aften er hun og kronprinsen æresgæster ved et stort anlagt velgørenhedsarrangement til fordel for Australsk Røde Kors. På forhånd har både australske og danske medier kritiseret Røde Kors for at have lønnet en lokal pr-mand med henved en kvart million kroner for at administrere arrangementet. De følgende dage skal kronprinsessen besøge kræftforskere i Australian Cancer Research, ligesom hun har bedt om at møde nogle af lægerne i et forskningscenter for hjertelidelser, Victor Chang Cardiac Research Institute. Marys mor, Henrietta Donaldson, døde efter en hjerteoperation, og også i Danmark har Mary som protektor for Hjerteforeningen engageret sig i hjertesagen. Under besøget i Sydney udnævner kronprins Frederik seks nye H.C. Andersen-ambassadører, som de kommende måneder skal udbrede kendskabet til den danske digter i Australien og New Zealand. Udnævnelserne sker i Jørn Utzons verdensberømte operahus, og blandt de nyudnævnte ambassadører vil være Mary, som allerede på kronprinsparrets hjemmeside oplyser, at hun er ambassadør. Efter 10 dage i Sydney fortsætter parret mod hovedstaden Canberra, hvor de skal drikke eftermiddagste med den australske premierminister, John Howard, og om aftenen deltage i en statsmiddag. Men inden de når så langt, besøger de Australian National University, hvor de overværer underskrivelsen af en samarbejdsaftale med Københavns og Aarhus Universiteter. På forhånd har det 13 dage lange besøg vakt splid blandt de australske værter. Flere har kritiseret, at kronprinsparret opholder sig adskillige dage i Sydney, mens det kun bliver til en enkelt dag i Melbourne og to på Tasmanien. Det er alt for lidt, mener blandt andre John Cogan, der er forhenværende dansk generalkonsul på Tasmanien. Til australske medier har han udtalt, at der både i Hobart og Launceston burde have været offentlige parader: - Det havde givet folk på Tasmanien mulighed for at hylde parret og sige tak for den opmærksomhed, som det kongelige bryllups har givet Tasmanien, har Cogan sagt til avisen The Mercury. Tasmanerne får dog måske lejlighed til at se et glimt af Frederik og Mary, som efter det officielle besøg bliver på øen for at holde ferie og være sammen med Marys søskende. /ritzau/