EMNER

Marys gudbarn kom til byen

"Mary Arctica" lagde for en dags tid til kaj i Nørresundby

NØRRESUNDBY:Det prægtige rød/hvide skib lå standsmæssigt til kajen i Nørresundby og nærmest ventede på at gæster skulle betræde de røde dæk og nysgerrigt kigge indenfor på det enorme skib. Allerede inden containerskibet "Mary Arctica" åbnede for offentligheden havde omkring hundrede mennesker stillet sig i kø ved afspærringerne og trippende ventede de på at komme op på skibet. Både grønlændere og danskere havde lørdag eftermiddag fundet vej til skibet og med små børn i hånden forcerede de den stejle trappe , som udgjorde adgangsvejen til det enorme skib. Fra det røde dæk kunne man i det klare vejr se ud over Limfjorden og hustagene i Aalborg og Nørresundby. Og inden for på skibet viste kaptajn Børge Petersen blandt andet en identisk - om end hundrede gange mindre - udgave af "Mary Arctica" frem i en glasmontre. "Mary Arctica" har relationer til den kongelige familie, idet kronprinsesse Mary, er skibets gudmor. Under stor mediebevågenhed døbte hun skibet i torsdags. Skibet er et containersskib med en besætning på 13 personer, og sammen med de andre skibe i rederiet Royal Arctic Line, skal det stå for godstransporten mellem Danmark og Grønland og mellem de grønlandske byer. I Danmark sejles der normalt fra Aalborg, og i Grønland lægger skibene som regel til i Nuuk eller Sisimiut i Midtgrønland. "Mary Arctica" er 113 meter lang, 22.7 meter bred og der er syv meter dybdegang, I alt kan det rumme 588 containere.