MASH-telt afhjælper sygehushenvendelser

Et MASH-telt med frivillige tager sig af mange skader ved årets Dana-Cup

MASH-teltet klarer en del af de skader, der kommer under Dana Cup.Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Hjørring 4. oktober 2016 14:37

HJØRRING: Ud af 22.000 spillere ved årets udgave af fodbold-turneringen Dana Cup, som hvert år finder sted på stadioner i hele Hjørring Kommune, blev der givet 130 ydelser fra Akutmodtagelsen i Hjørring.

Det viser en status, som sygeplejerske og IT-konsulent Jette Nordberg har lavet.

Jette er ansat i Klinik Medicin - og Dana Cups uofficielle sygehuschef. Hun står således i spidsen for Dana Cups MASH-telt, hvor omkring 50 frivillige hvert år hjælper med at håndtere diverse skader på spillere og deres pårørende under turneringen.

- Der var i år omkring 22.000, der spillede fodbold. Af dem behandlede vi 650 skadede spillere i skadeteltet. Der var desuden 591, der fik massage i massageteltet i løbet af de fire spille-dage. Tirsdag alene behandlede vi 225 skadede spillere, fortæller Jette Nordberg.

50 blev sendt i røntgen og ud af dem havde 23 et brud.

Takket været et ny registrering på Regionshospital Nordjylland er det lykkedes at komme frem til, at Akutmodtagelsen i Hjørring har registreret 130 henvendelser, der er Dana Cup-relaterede.

- Vi har tre biler og en ombygget golfvogn med båre og vi kørte 90 ture i løbet af de 4 dage. Vi hentede de skadede spiller ind til MASH-teltet fra baneanlæggene i hele Hjørring kommune, hvor der spilles i Hirtshals, Bjergby, Tornby, Tårs og Harken - ud over Hjørring. Så lidt har vi da fået tiden til at gå med, fortæller Jette Nordberg.

- Vi var igen i år omkring 50 frivillige, og ud af dem var de 25 lægestuderende. To var fra lægeuddannelsen i Aalborg og de øvrige fra idrætsmedicinsk linje på lægestudiet i Aarhus, fortæller Jette Nordberg.

- Resten af de 50 frivillige udgøres i høj grad af folk fra Regionshospital Nordjylland. Det er læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter. Men vi kan sagtens bruge flere, for der er rigeligt at se til, når det går løs. Så har man tid og lyst, kan man bare henvende sig til mig, siger Jette Nordberg.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...