Maske-mand i fængsel

Blufærdighedskrænkelser, vold og trusler førte til tre måneders fængsel

HJØRRING:"Jeg vil have dine underbukser - eller jeg slår dig ihjel." Den besked blev en 10-årig pige fra Hjørring mødt med på vej til skole en dag i november. Truslen kom fra en 18-årig mand- ligeledes fra Hjørring:Han fik i går en dom på tre måneders fængsel ved retten i Hjørring for blufærdighedskrænkelse, vold og trusler. Manden var i alt tiltalt for fem forhold, og blev dømt for de fire. De fem kvindelige vidner kunne alle berette om uhyggelige oplevelser. - Jeg var på vej hjem fra en studenterfest, da en mand på scooter stoppede op ved siden af mig. Han gav mig et dask og tog mig på brysterne, inden han kørte igen. Det var meget skræmmende, især fordi han havde en maske med et dødningehoved på, forklarede en 21-årig kvinde. Det næste vidne kunne fortælle en lignende historie. - Jeg var på vej hjem fra en bytur og følte, at en fyr på scooter forfulgte mig. Da jeg vendte mig om, så jeg, at han trak en maske med et dødningehoved ned over ansigtet, så kørte han op på siden af mig og rev ned i min trøje, forklarede en 18-årig kvinde. Idet tredje forhold forklarede vidnet, at manden med masken var sprunget ud fra en port og havde taget kvælertag på hende, mens han i det fjerde tilfælde havde skræmt to veninder på vej hjem fra byen ved pludseligt at springe frem fra en busk iført dødningemasken. De fire episoder skete alle i sommeren 2005, og manden blev efter den tredje episode anholdt af politiet, der konfiskere dødningemasken. Inovember var den 18-årige imidlertid på spil igen. Her var det den 10-årige pige, der fik sig en forskrækkelse - denne gang bar manden dog styrthjelm og ikke maske. Skræmte piger Den tiltalte nægtede at udtale sig foran de 15 tilhørere i retssalen, og da dommer Ib Jensen ikke imødekom forsvarer Ove Jessens anmodning om at lukke dørene måtte dommer og domsmænd nøjes med de fem kvindelige vidners forklaring. - Vorherre bevares, var den tiltaltes kommentar, da han så de mange fremmødte i retten. Tilhørerne bestod af familie og venner til de kvindelige vidner, som alle var overraskede over, at så mange andre havde haft lignende oplevelser. - Det, der skræmmer mig mest er, at han har truet en lille pige på 10 år, sagde et af de kvindelige vidner i en pause. Og de fem vidner kunne alle berette om, at episoderne med den maske-klædte mand havde berørt dem meget. - Jeg blev så bange, at jeg slet ikke kunne sige noget, og nu kunne jeg aldrig drømme om at gå alene hjem fra byen, forklarede et vidne. Den tiltalte nægtede sig skyldig i alle forhold, og forsvarer Ib Jessen mente ikke, der var beviser for, at det var hans klient, der forulempede pigerne. Anklager Ingrid Munk Nielsen var enig i, at beviserne i den fjerde sag, hvor den maske-klædte mand var sprunget ud fra en busk ikke var gode nok. Men i de øvrige fire sager var hun derimod ikke i tvivl. - Flere vidner har genkendt masken, sagde hun. Derudover passede vidnernes signalement af den 18-årige og hans scooter ifølge anklageren godt. Ingrid Munk Nielsen mente, at tiltalte skulle have en dom på tre måneders fængsel. - Selvom der ikke er tale om grove blufærdighedskrænkelser synes jeg, det skal spille ind, at han i alle forholdene på en ubehagelig måde har antastet unge kvinder, der var alene. De kunne ikke vide, hvad hans hensigter var. Derudover har han begået helt umotiveret og meningsløs vold, sagde hun. Forsvarer Ove Jessen mente derimod ikke der var beviser for, at hans klient var gerningsmand. - Der er ikke noget fast mønster i episoderne, og derudover kan enhver jo købe en maske, sagde han. Dommer Ib Jensen lagde i sin domsafsigelse vægt på, at den 18-årige tidligere er dømt for blufærdighedskrænkelse. Dommeren mente ikke, der er tvivl om, at den 18-årige er gerningsmanden bag forholdene, og at han trods anholdelsen i sommer truede den 10-årige pige var endnu en skærpende omstændighed. - Du skal mærke, det er alvor. Derfor skal du ind og sidde 30 dage, sagde dommeren. De 60 dage blev gjort betingede med en prøvetid på to år. Samtidig skal den 18-årige være under opsyn af Kriminalforsorgen. Tiltalte udbad sig to ugers betænkningstid for at tage stilling til, om han vil anke dommen.

Breaking
Politiet advarer efter brag i Aalborg: Hold jer væk fra disse flasker
Luk