Hestesport

Maskekur skal skabe miraklet

Usikkert om Golden Radio kan leve op til derbyforventninger efter svær sæson

AALBORG:Golden Radio skal i dag på sit livs opgave som deltager i Det Danske Travderby, der afvikles på Charlottenlund Travbane klokken 16,25, men om den reelt er klar til den store opgave og kampen om en førstepræmie på 415.000 kroner er et stort spørgsmålstegn. Efter at have været stjernen i sine 2- og 3-års sæsoner var der stillet store forventninger til 4-års sæsonen, hvor målet selvfølgelig har været Det Danske Derby, men sygdom er kommet på tværs af alle planer. I årets syv starter har folkehesten - som radioprogrammet Strax omtaler den - mildt sagt været helt ude af trit, og det er "kun" blevet til en enkelt sejr, men dog 148.000 kr. i indtjening i år. Hesten ejes af succesparret fra Aalborg, Torben Pilgård og Knud Erik Ravn, og Torben Pilgård fortæller: - Golden Radio har faktisk ikke været i orden i år. Først var det et bagben, der drillede, idet den under løb slog sig, hvilket medførte galop, og senere kom der halsproblemer til. Efter den store Grand Prix-weekend i Århus, hvor Golden Radio blev nr. 2, konstaterede dyrlægen, at den havde alt for mange hvide blodlegemer, hvilket var tegn på infektion. Det fik vi efter behandling has på. Efter derbyprøverne i Lunden for 14 dage siden konstaterede dyrlægen Falck Rønne, at der var slim og blod i halsen, hvilket kunne forklare den matte indsats, hvor den kun blev tredie, siger Torben Pilgård. Medicin og maske Efterfølgende har Golden Radio fået slimopløsende medicin, og så har den været i maskebehandling. Travtræner Arne Norman udlånte en maske, som den tidligere derbyvinder Rudolf Le Ann brugte med stor succes. Rudolf Le Ann døjede meget med slim i halsen, og maskebehandlingen viste sig effektiv. Efter godt 10 dages behandling - hvor Golden Radio to gange dagligt har stået med masken for at rense halsen - sluttede behandlingen onsdag morgen, og umiddelbart ser det ud til, at behandlingen har haft den fornødne effekt. - Vi har selvfølgelig ikke været helt nede i halsen for at se, om slimen er væk, men det vi kan se, ser ud til at være fint uden slim, så vi krydser fingre for, at den nu er i orden, siger Torben Pilgård og tilføjer, at hesten onsdag eftermiddag lignede sig selv igen, idet den både ville bide og slå i sin kådhed. Også træner og kusk Pauli Andersen, der har siddet bag hesten i alle dens starter, håber på, at behandlingen har haft den fornødne effekt. - Så kort tid før Derbyet er der ingen grund til at rode mere nede i halsen end højst nødvendigt, så derfor ved vi ikke 100 procent sikkert, om slimen er helt væk, men umiddelbart ser det godt ud. Hele forløbet har bevirket et stort afbræk i forberedelserne til det tre kilometer lange løb, men er hesten i orden, er jeg sikker på den klarer distancen, siger Pauli Andersen. En rigtig Aalborg-dreng Golden Radio blev født 17. juni 1999 i Tylstrup og er opdrættet af ejerne Pilgård og Ravn, som også har kunnet glæde sig over de ældre søskende Cowboyland, Do It Perfect og Feeling Perfect, der alle har tjent mere end 100.000 kr. ind. Moderen til Golden Radio, Perfect Cowboyland (talenfuld traver, men blev skadet) har således vist sine store avlsevner. Da Golden Radio blev født, var den tynd og ranglet og havde skæve ben, og den lignede absolut ikke en, der skulle blive til en kanontraver, men som i eventyret med den grimme ælling ændrede dette sig, og den har nu vokset sig stor og flot. I 2- og 3-års sæsonen løb den 19 gange, hvilket resulterede i 13 sejre, og hesten står i dag som Danmarks mest vindende 4-åring med knap 900.000 kroner. Aalborgtræneren Pauli Andersen, der har kørt Golden Radio fra de første spæde skridt og kender hesten som ingen andre, tror på hestens sejrschancer. - Hvis løbet flasker sig fra startspor 7, og vi kan få en position som anden eller trediepar udvendigt, tror jeg at den er med i afgørelsen. Den har kapaciteten til at blive derbyvinder, så det store spørgsmål er, om hesten er blevet sat for meget tilbage af sin sygdom, siger Pauli Andersen, der tilføjer, at Golden Radio først kommer til Lunden søndag ved middagstid. Med 50 grams aluminiumssko under de fire hove er de skæve ben blevet rettet til, og med maskebehandlingen skulle halsen være klar, men om det er nok vil vise sig i eftermiddag. Giovanni klar i kulissen Et par andre nordjysk ejede heste står på spring, hvis favoritterne skulle kikse i derbyet. Giovanni, ejet af Stanley Simonsen, Nørresundby, viste sin kapacitet, da den choksejrede ved 4-års Grand Prixet i Århus og dér henviste Golden Radio til andenpladsen. Den har Knud Mønster fra Skive i sulkyen. Tredie deltager er Ulstedparret Anikka og Bent Jensens Gold New, der som eneste hoppe tager kampen op med hingstene. Gold New choksejrede ligeledes, da Grand Prix'et for hopper blev afviklet i Århus, og den får Århustræneren Johnny Jørgensen i sulkyen. Begge heste står i anden række bag startbilen og skal nok håbe på højt tempo undervejs, hvis de skal have chancen for at komme ind i opløbsstriden. En præmie vil være flot, en sejr en sensation, men alt kan ske i trav...