Maskernes mester

En mor måtte undvære fødselsdag i familiens skød, da en lille mand i joggingtøj kiggede forbi Det Hem'lige Teater

Faktisk minder han mest om en kondiløber, der ikke løber kondiløb, men gerne vil ligne en, der gør. Med grønne shorts smøget udenpå mørke velourbukser, og en gul t-shirt heflet udover en joggingtrøje, ligner han nærmere noget sølle end noget særligt. Men noget særligt er han. Noget helt specielt i maskernes verden. Larry Hunt springer nemlig rundt på Det Hem'lige Teaters lille scene, mens skuespillernes blikke klistrer til hver bevægelse, hans joggingkrop laver. Han er maskeguru og er kommet helt fra Connecticut ved New York for at instruere masketeatergruppen Dunkelfolket i forbindelse med opsætningen af "Historien om en Moder". H.C. Andersen-stykket, som skal opføres til eventyrdigterens 100-års fødselsdag i april næste år, men som man allerede kan få smagsprøver på til kulturnatten i Aalborg 8.oktober. Den ansvarlige maskekunstner Kirsten Gitz-Johansen har modtaget en saltvandsindsprøjtning på 175.000 kroner til projektet, og pengene er brugt på storslåede masker og forførende instruktion fra en af maskebranchens bedste. Og når en guru er i byen, gælder det om at møde op. - Han er så dygtig, og det er så fedt at mærke alle hans idéer, for de virker bare. Du kan næsten se det, siger amatørskuespilleren Birgitte Kloster og peger på Larry, der vimser rundt på scenen. Lyttende, gestikulerende til skuespil og musik, mens amerikanske gloser fyger omkring ham. - Not too quick. It's good. Yeahh better. Og de mere internationale. - Dadadada og bambambam, der får alle i den mørke teatersal til at trække lidt på smilebåndet. Birgitte Kloster, der normalt er skuespiller i Dunkelfolkets særlige levende kulisser, skulle egentlig have fejret sin 43 års fødselsdag sammen med familien, men en dosis Larry Hunt kunne hun ikke undvære. - Mine børn var så utilfredse med, at jeg tog herind i stedet for at holde fødselsdagsfest, men jeg gør det, fordi han er så dygtig, fortæller hun. Og hun er langtfra den eneste, der er imponeret og betaget af joggingmanden. Alle på scenen knokler derudaf for at følge Larrys tempo. Både det maskeklædte firemandsorkester, de tre meter høje papmachedukker med skæggede herrer indeni, og så selvfølgelig hovedpersonerne, der en for en bliver kørt igennem den store koreografiske tøretumbler. - Jeg forsøger at matche koreografien med musikken. Det er en stor udfording, men det går ok. Vi opfinder koreografien lige nu, griner Larry og skuer henimod orkesterleder Jakob Skov Søndergaard og de tre musikalske venner, der truttende og trommende forsøger at akkompagnere bevægelserne på scenen. - Jeg ser og føler musikken. Jeg leder efter små clues i musikken, forklarer Larry. Og de små clues bliver så brugt som rettesnor for hovedrollernes præstation. Musikken bliver fyldt ud med bevægelser på scenen, men det er ikke altid helt nemt at fange Larrys smidige idéer. - Jeg kan sgu da ikke huske alt det, lyder det fra Anette Madsen, der spiller en af hovedrollerne. Som gravkonen med det bistre ansigt og det sorte tørklæde om hovedet pisker hun rundt på scenen, og hendes fodarbejde ville få Muhammed Ali til at minde mere om klasket flue end en flyvende sommerfugl. Den store dukke i baggrunden, som skal følge hende, vakler da også som den sidste kegle i en strike. - Kan jeg tage den her af. Jeg sveder altså sådan, pruster Anette og smider masken. Larry observerer hende køligt bag de markerede sorte briller. - Hvis du har så meget fordaktivitet kan du ikke kontrollere det, siger han og viser endnu engang, hvordan hun når alt det, han gerne vil have hende til at gøre, inden musikken stopper. - Me me, them them, pace, thinking, pose, travel, pose, lyder ordren fra Larry, og så er det jo bare at følge det. - Det sværeste er, at det foregår på engelsk. Når det er nede i detaljerne, og man er ved at være træt, er det svært at forstå nuancerne, siger hun og tager en tår vand, mens sveden drypper af hende. Anette Madsen er færdig som gravkone for denne gang. Der er pause, men mødet med Larry har været positivt. - Man bevarer tilliden til, at han ved, hvordan det skal være. Han bliver ikke irriteret, hvis man skal tage det 47 gange. Nej, den joggingklædte instruktør griner og pjatter med sine elever, mens han beordrer og dirigerer. Men det er nu heller ikke første gang, han møder Dunkelfolket på deres hjemmebane i Det Hem'lige. Han har før instrueret dem, men da var det i form af workshops, og de er blevet meget bedre siden. - De fanger tingene meget hurtigere end sidste gang. De er meget trygge ved deres masker, så de hjælper mig meget. Det er virkelig sjovt at komme tilbage, og det er ligesom venner, der arbejder sammen, siger han. Og venner er de vist allerede blevet, for det er allerede aftalt at Larry Hunt skal komme tilbage igen til februar for at finpudse forestillingen. Det virker allerede helt naturligt, at han er der, og derfor virker spørgsmålet om, hvorfor de ikke bare har taget en dansk instruktør, da også lidt mystisk på den ansvarlige Kirsten Gitz-Johansen, der har stået for udarbejdelsen af de imponerende masker. Hun forklarer, at kemien havde været så god, da de i sin tid havde mødtes i Finland, og så er der ikke så mange maskekunstnere i Danmark, der gider at arbejde med amatører. - Danskerne synes ikke, det er så spændende at arbejde med amatører, men ham her rejser rundt i hele verden, forklarer hun. Selvom skuespillerne er både trætte og svedende, er Larry stadig frisk. Han lader dem holde en pause, men ligner ikke en, der selv har behov for det. Han forklarer, at han har joggingtøj på, fordi det er komfortabelt, og jo mere tid, der går, jo mere ligner han en ægte kondiløber.