Maskinarbejder med licens som Laudrup

Jan Wrensted har taget A-trænerlicens sammen med sit store forbillede

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jan Wrensteds tropper fra FfI tabte første testkamp. Foto: Henrik Louis

FREDERIKSHAVN:Brøndbys trænerduo Michael Laudrup og John Faxe Jensen har den, Silkeborgs tidligere cheftræner Benny Johansen har den, mens eks-landsholdsspiller og Færø-træner Henrik "Store" Larsen endnu mangler at afslutte sin eksamen. Med i det fine selskab af fodboldikoner, der enten har taget eller forsøger at få DBU's og FIFA's A-trænerlicens er også en maskinarbejder fra Frederikshavn. Det er den 43-årige Jan Wrensted, der siden december 2004 har udgjort en gruppe sammen med flere af de helt store nationale fodboldklenodier, og især samværet og gruppearbejdet med ikonet Michael Laudrup har været samtlige 65.000 kroner værd, som træneren fra Frederikshavn har brugt for dygtiggøre sig. - Det har været utroligt hårdt men også lærerigt at være i selskab med de store fodboldnavne, fortæller Jan Wrensted, der i 2005 var cheftræner for Hjørrings juniordivisionshold men som siden årsskiftet har været tilknyttet Team Jetsmark, hvor han sammen med cheftræner Henning Pedersen og Henrik Larsen arbejder med klubbens to bedste hold med kampfokus på andetholdet. Ambitioner - Jeg har selvfølgelig ikke taget den næsthøjeste trænerlicens i Danmark og Europa for at træne et serie 3-hold, men omvendt har jeg heller ikke et specielt ønske om at blive superligatræner. - Talentarbejde interesserer mig meget, og derfor passer jobbet i Jetsmark mig fint her og nu. På sigt vil jeg dog gerne stå i spidsen for et nordjysk hold fra Danmarksserien og opefter, men får jeg ikke chancen for det, har jeg mit gode job som maskinarbejder på Flådestation Frederikshavn. - Det seneste års tid har min familie været hårdt spændt for, fordi al min fritid og lidt til er gået med fodbold, fodbold og fodbold, men personligt har det været al sliddet værd. - For udover at have givet mig en masse rent trænermæssigt, har det også givet mig meget på det personlige plan, og en markant person som Michael Laudrup er bestemt dejlig at have lært at kende på lidt tættere hold, siger Jan Wrensted. Utroligt menneske - Michael Laudrup har altid været et forbillede for mig både som fodboldspiller og person, og han har bestemt ikke skuffet mig - tværtimod. - I vores gruppearbejde med fem trænere kom vi tæt på hinanden, og ikke mindst på en studietur til London i starten af 2005 viste Michael sin fine medmenneskelighed. - Vi var indlogeret på et fornemt hotel, og menukortenes priser var tårnhøje, så juniortræner fra Esbjerg, Henrik Pedersen, og jeg kviede os ved at betale så meget, men vi turde ikke rigtigt sige nej. - Det ordnede til gengæld Michael Laudrup ved at sige til tjeneren, at vi ikke ønskede at spise så dyrt et sted... - I december sidste år havde samtlige 20 kursister en afsluttende weekend i Vejle, og jeg rundede min egen eksamen af 25. januar, hvor jeg på Nordjyllands Sportscollege i Frederikshavn trænede et hold med Henrik Brandenborg og Poul Erik Andreasen som censorer, og det lykkedes mig at bestå eksamen endda med en flot karakter ifølge censorerne. Dommereksamen - Det var dog først efter en veloverstået dommereksamen fornylig i Vejle, at jeg kunne tillade mig at kalde mig A-licenstræner med bevis og det hele, og dermed fik jeg en stor drøm og ambition som fodboldtræner opfyldt, siger Jan Wrensted. - Og heldigvis er et godt samarbejde med Michael Laudrup fortsat også efter at vi har taget eksamen. - Vi sender således e-mails til hinanden, og Michael har lovet mig, at jeg til maj kan få tre-fire dage på tætteste hold i Brøndby, hvor jeg får lejlighed til at se hans træning efter i sømmene.