Fugle

Maskincenter sælger også foder til fugle og gnavere

Brian Lynge med udpluk af det nye sortiment i foder til gnavere og fugle. FOTO: ERIK SAHL

Brian Lynge med udpluk af det nye sortiment i foder til gnavere og fugle. FOTO: ERIK SAHL

FJERRITSLEV:Der er salg i foder og udstyr til kæledyr. Så meget, at Fjerritslev Maskincenter på Fabriksvej har udvidet sortimentet i afdelingen Dyr og Fritid. Nyt i sortimentet er foder til fugle og gnavere. - Der har været en meget positiv udvikling siden vi etablerede afdelingen Dyr og Fritid. Vi har som landbrugsbutik altid haft udstyr til hest og rytter. Da byens dyrebutik lukkede fik vi sidste år inspiration til at udvide med artikler til kæledyr. Det har været en succes, fremgår det af både omsætning og de tilbagemeldinger, vi har fået fra kunderne, fortæller lager- og butikschef Brian Lynge. Mange dyreejere var trætte af turen til en specialforretning i Aalborg. - Supermarkeder har nogle ting til kæledyr, men ikke alt. Derfor var der et stort behov for at kunne købe de savnede artikler lokalt. Brian Lynge fortæller, at det nye fodersortiment til fugle både omfatter foder til vilde og tamme fugle. - Nu hvor vi har fået sneen er behovet for foder til de vilde fugle steget. Vi har et bredt sortiment til disse fugle.