Turisme

Massage i klitten

Tornby Strand Camping tilbyder fysiurgisk massage

Lone Sørensen tilbyder akupunktur og fysiurgisk massage i en lille hytte på Tornby Strand Camping. Foto: Hans Ravn

Lone Sørensen tilbyder akupunktur og fysiurgisk massage i en lille hytte på Tornby Strand Camping. Foto: Hans Ravn

Blid musik, varme sten, massage og den herligste duft af frisk træ. Finland? Nej - det er såmænd det nyeste tilbud på Tornby Strand Camping. Det er sygeplejerske og fysiurgisk massør Lone Sørensen, der som noget nyt tilbyder massage i en særlig hytte på campingpladsen. - Det er blevet en utrolig succes. Der er faktisk folk på venteliste til massagen, som finder sted hver tirsdag, siger Pernille Kjær, der på syvende år driver campingpladsen med sin mand Poul Erik. Der hænger en seddel i reception på campingpladsen, hvor gæster og folk fra lokalområdet kan skrive sig på til massage - eller akupunktur, for Lone Sørensen kan begge dele. Hun driver i forvejen klinikken Akupunktur & Velvære i Vrå. Det begyndte med sygeplejen, så blev Lone Sørensen uddannet i klassisk kinesisk akupunktur og åbnede egen klinik. Seneste skud på uddannelsesstammen er så fysiurgisk massage og massage med varme sten. - Det er dejligt for mig at massere med de varme sten, og for klienten giver det lige en ekstra tand. Det har også den fordel, at stenene bliver liggende, så ryggen aldrig bliver kold, forklarer Lone Sørensen.