Massageklinik som nærmeste nabo

Forældrene fik et chok, og børnene synes, det er pinligt

AALBORG:Pludselig onsdag morgen lå der et brev i postkasserne til naboerne til Hadsundvej 165, fra Susanne Pedersen om, at hun havde startet massageklinikken "Ladieshouse". Og de fik mildest talt et chok. I aftes mødtes de for at snakke tingene igennem, og fortæller samlet, at de er rystede, da det gik op for dem, hvad der sker inde ved siden af. Kvarteret er meget børnerigt, bare de nærmeste naboer tæller 15 børn, der giver udtryk for, at det er pinligt. Bekymringerne går også på, at huspriserne kan falde med en massageklinik lige på hjørnet. Samtidig er det generende med de mange parkerede biler ned ad sidegaden, Ritavej, og taxaerne kører i fast rutefart. Nabo-gruppen er også utrygge ved det klientel, der er begyndt at komme i kvarteret. Fag med forbehold Massageklinikken ejes af Susanne Pedersen, der ikke lægger skjul på erhvervets karakter: - Jeg er ganske almindelig selvstændig erhvervsdrivende uden ansatte. Det er nemlig ulovligt. Det er et fag med mange forbehold, og derfor har jeg heller ikke nogen reklamer udenpå huset, netop for ikke at generer folk. Jeg vil ikke have, at det skal ligne et godt gammelt bordel, fortæller Susanne Pedersen. Hun kommer fra Århus og har lejet sig ind på helt normal vis, og de piger, der arbejder i firmaet lejer sig ind i kort eller længere tid. - Valget faldt på Hadsundvej, fordi der er mange forretninger, og klinikken derfor ikke skiller sig ud, forklarer Susanne Pedersen. Huset ligger på hjørnet af Hadsundvej og Ritavej lige i hjertet af det pæne kvarter, hvor børnene er vant til at lege. Susanne Pedersen driver forretningen i forbindelse med privatboligen.