Rønne

Masse-slagsmål på Bornholm

RØNNE:Der måtte sættes ind med både hunde og stave, da politiet tidligt i går for anden gang skulle skille to grupper af unge mænd, som var kommet op at slås i Rønne. Omkring 20 unge mænd tørnede klokken kvart over et sammen i Lille Madsens Gade, hvor de sloges med de bare næver. Den ene gruppe bestod af unge mænd med dansk baggrund, mens den anden var en gruppe indvandrere, fortæller vicepolitiinspektør Keld Christensen. Hvad de kom op at slås om, er uvist. - Der skal ikke så meget til herovre. Nogle gange er det bare, fordi man kommer fra Hasle og er på besøg i Rønne, så begynder de at slås med hinanden, siger Keld Christensen. Ud af de 20 blev to drenge på 16 år og en 18-årige anholdt. /ritzau/