Udland

Massedemonstration i Brasilien: Regeringskontor angrebet

Hundredtusinder af demonstranter er strømmet ud på gaderne i VM-landet Brasilien. De er vrede på regeringen.

Massedemonstration i Brasilien: Regeringskontor angrebet

Demonstranter har natten til fredag dansk tid forsøgt at storme det brasilianske udenrigsministerium i hovedstaden Brasília, rapporterer nyhedsbureauet AFP.

Sikkerhedsstyrker har slået demonstranterne tilbage, efter at der blev knust vinduer og kastet med brændende genstande. Militærpoliti har siden forskanset sig omkring bygningen for at beskytte den mod nye angreb.

Op mod 800.000 mennesker demonstrerer nu i Brasiliens større byer, viser optællinger fra AFP, der er baseret på politiets tal og ekspertvurderinger.

De mest omfattende protester finder sted i Rio de Janeiro, hvor hundredtusinder af brasilianere samlede sig torsdag. Måske op mod 300.000 mennesker, skønnes det.

Politiet har ifølge BBC affyret tåregas i sammenstød mod en mindre gruppe demonstranter ved millionbyens rådhus.

Der meldes også om massive folkemængder på gaderne i andre brasilianske byer. Faktisk er der så mange mennesker involveret, at der er tale om de største protester gennem to årtier i Brasilien, skriver nyhedsbureauet Reuters.

En demonstrant er omkommet efter at være blevet kørt over af en bil, skriver AFP. Ifølge Reuters er mindst 28 mennesker kvæstet i Rio de Janeiro. De fleste er blevet ramt af gummikugler, peberspray og sten, siger lægekilder.

Urolighederne blev udløst for to uger siden af, at billetprisen på offentlig transport blev hævet i São Paulo. Demonstrationerne spredte sig hurtigt til andre byer.

De vrede brasilianerne har også rettet deres utilfredshed mod de mange milliarder af dollar, som regeringen har afsat til internationale sportsbegivenheder, som Brasilien er vært for i de kommende år.

Det gælder især fodbold-VM i 2014 og OL i 2016.

Siden er massedemonstrationerne også begyndt at fokusere på korruption, politivold, arbejdsløshed samt mangler i uddannelses- og sundhedssystemet i den store sydamerikanske stat, som huser 194 millioner indbyggere.

Presset på regeringen har fået landets præsident, Dilma Rousseff, til at aflyse en planlagt rejse til Japan i næste uge.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.