EMNER

Massedemonstration

Beirut: Med krav om, at den pro-syriske præsident Emile Lahoud træder tilbage, demonstrerede mellem en halv og en hel million mennesker i den centrale Beirut på årsdagen for drabet på Rafik Hariri i går. Demonstrationen ses som en styrkeopvisning for Libanons antisyriske koalition, der organiserede tilsvarende store protester efter Hariris død 14. februar sidste år. Den folkelige opstand efter drabet på den populære eks-premierminister udløste et massivt pres på Syrien, der efterfølgende trak sine soldater og efterretningsstyrker ud af Libanon efter 29 års tilstedeværelse. Politikere fra Libanons antisyriske koalition sagde, at tirsdagens store demonstration vil lægge fornyet pres på Lahoud for at træde tilbage og vil øge presset på myndighederne for at straffe de skyldige bag en række politiske drab Hverken Hizbollah og den shiamuslimske Amal-bevægelse deltog i demonstrationen. /ritzau/Reuters