Aars

Massefest i messecenter uden øl-disko

AARS:Når to tyske partymädchen og en forsanger med et diabolsk udseende står på en scene i Messecenter Aars i slutningen af måneden, adskiller ungdomsfesten sig væsentligt fra de andre ungdomsfester i Himmerland. Ikke så meget på grund af musikgruppens specielle sceneshow. Men fordi at ingen festdeltagere får lov til tage sprut med ind, som de voksne herefter skal administerere. - Det holder ikke vand. Slet ikke i forbindelse med sådan et arrangement, hvor der er en væsentlig større økonomi bl.a. på grund af store navne, siger direktør Thomas Hermann. Al alkohol skal købes i baren, og svælget som skyller dråberne ned skal være mindst 18 år gammel. Men er man fyldt 16 år, er der alligevel mulighed for at svinge måsen til basrytmerne fra de to topnavne danske Infernal og tyske 666. - Der er nogen, som gerne vil se, hvordan voksenfesterne forløber, hvilket de også skal have lov til. Men uden alkohol, fastslår Thomas Hermann. Armbånd i forskellige farver vil bl.a. være med til at gøre det hurtigt for barpersonalet at skelne imellem de gæster, som er gamle nok til at købe en tår alkohol, og de som bliver nødt til at vente nogle år.