Masseflugt fra dyre varmeregninger

Lad os alle melde os ud af kraftvarme-værket i Veddum, foreslår utilfreds forbruger

Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværks bestyrelsesformand, Niels Jørgen Godskesen, ser med blandede følelser på ideen om, at alle forbrugere i flok skal sige nej til fjernvarmen fra Veddum, men forstår godt frustrationen.Foto: Peter Langkilde

Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværks bestyrelsesformand, Niels Jørgen Godskesen, ser med blandede følelser på ideen om, at alle forbrugere i flok skal sige nej til fjernvarmen fra Veddum, men forstår godt frustrationen.Foto: Peter Langkilde

Strømmen af forbrugere, der vil koble sig af den dyre varme fra Veddum-Skelund-Visborg Kraftvarmeværk (VSVK) kan nu udvikle sig til en veritabel syndflod. 40 har allerede bebudet deres afgang, og på informationsmødet tirsdag aften på Skelund Skole blev der fra salen opfordret til kollektiv udmeldelse. Initiativet kom fra en af de mange frustrerede forbrugere, Annette Ramskov, Skelund, der nu vil samle udmeldelser fra andre utilfredse brugere. I værkets bestyrelse ser man med blandede følelser på ideen. - Jeg kan jo ikke som bestyrelsesformand bakke sådan et initiativ op, men jeg kan sagtens forstå det, og på en eller anden måde er det også en fascinerende tanke, sige Niels Jørgen Godskesen. Han kan ikke på stående fod overskue konsekvenserne af en masseflugt blandt forbrugerne, som også er ejere af værket. - De slipper ikke for at betale sig ud af værket, så på den led ændrer det ikke noget for dem selv. Men hvis værket på et tidspunkt har så få brugere, at det ikke kan drives, så er der måske en mulighed for, at vi kan råbe politikerne op. Vi har brug for hjælp, og det skal gå hurtigt, siger Niels Jørgen Godskesen.