Næringsmiddelindustri

Massefyring skal redde pølsefabrik

Gøl fyrer hver tredje og investerer stort for at blive i Nordjylland

SVENSTRUP: Massefyring og store investeringer i automatiseret produktion skal redde Pølsefabrikken Gøl i Svenstrup. Hver tredje medarbejder afskediges, 500 beholder arbejdet. Tulip-koncernen, der ejer virksomheden, fremhæver, at den skal være en af koncernens store pølsefabrikker. Over de næste tre-fem år skal der investeres op til 200 mio. kr. i automatisering, bedre hygiejne og arbejdsmiljø. Fyringerne - 125 fastansatte og 125 ferieafløsere - sker på baggrund af flere års stigende underskud og mindre end tre måneder efter, at Tulip-koncernen købte den gamle familievirksomhed. Fra nytår til maj nåede underskuddet på 20 mio. kr. Produktionsdirektør Peter Phillip Hansen, Tulip, oplyser, at omfanget af tilpasningen nok kom bag på nogle af medarbejderne, men alle var klar over, at at den var gal, og at noget skulle ske. Den positive nyhed er, at fabrikken forbliver i Nordjylland og bliver moderniseret. Det var ingen selvfølge. - Hvis vi flyttede hele produktionen til Ringsted, kunne vi tjene 25 mio. kr. Men vi har ikke brugt så mange penge på at købe en fabrik for blot for at lukke den, siger han. Erhverv 1. sek. side 14