EMNER

Massegrav med over 200 lig afdækket i Bosnien

Crni Vrh , Bosnien, mandag /ritzau/AFP Retsmedicinske eksperter har indtil nu fundet de jordiske rester af over 200 mennesker i en massegrav i Bosnien. Graven vil måske vise sig at være en af de største fra massakrerne under krigen i landet i årene 1992-95. - Indtil videre er der fundet 162 skeletter og 46 afskårne legemsdele, sagde Murat Hurtic fra Bosniens muslimske kommission for savnede personer. Eksperterne begyndte at afdække den 40 meter lange grav i bjergene nær byen Zwornik den 28. juli. En anden massegrav i området, der ligger omkring 80 km nordøst for Sarajevo, menes at indeholde omkring 500 lig af civile. Der er blevet fundet flere personlige dokumenter på ofre, som viser, at de var muslimske civile fra Zwornik. De blev dræbt, da serbiske styrker rykkede ind i byen ved krigens udbrud. De fleste af byens oprindeligt 1500 indbyggere savnes stadig efter serbernes "etniske udrensninger". Over 350 lig er blevet fundet i massegrave i selve Zwornik-området, som i dag ligger i den serbiske del af Bosnien. Graven menes også at indeholde rester af de 7000 muslimske mænd og drenge, som blev slået ihjel ved summariske henrettelser efter serbernes indtog i den FN-beskyttede enklave Srebrenica i juli 1995. /ritzau/AFP