Færdselsforseelser

Masser af ædru bilister

Både Aalborg politi og rigspolitiet var på jagt efter spritbilister fredag aften. Ved redaktionens slutning havde det ikke givet det helst store resultat. Rigspolitiets hold havde taget fem og Aalborg politi én spritbilist.

- Enten er vi for dårlige til at finde dem, eller også er de ikke begyndt at trille hjem endnu, sagde Benny Nielsen fra Aalborg Politi. Ud af de 17.500 bilister, som færdselspolitiet har kontrolleret fra 26. november til torsdag 9. december, blev 635 taget for at have kørt med spiritus i blodet. Tallet er lidt lavere end sidste år, men noget højere end forrige år. Til gengæld har Rigspolitiet noteret sig, at antallet af spiritusbilister, der er involveret i færdselsulykker, er det laveste i fem år. Denne gang lå tallet på 98 personer, mens det toppede tilbage i 2000 med 156 personer. Kontrollen fortsætter indtil juleaften, oplyser Rigspolitiet.