Masser af aflyste operationer hver konfliktdag

1470 nordjyder måtte opgive en aftalt operation eller behandling på den første strejkedag onsdag.

Det har Region Nordjylland gjort op. Tallet omfatter planlagte operationer og behandlinger, både ambulante og dem, der ville have krævet indlæggelse. Regionen gør tallet op hver dag, og de 1470 den første dag stemmer meget godt med forventningerne, siger sundhedsdirektør Per Christiansen: - Vi har også fået tal på landsplan, og det passer med, at vores udgør cirka 10 procent. Nordjyderne tager tilsyneladende de mange aflysninger med sindsro. I hvert fald modtog det centrale patientkontor omkring 30 henvendelser onsdag; og det tal svarer til en almindelig dag uden strejke.