Masser af aktivitet på museum

Museer 4. juli 2003 08:00

LØGSTØR: Aktivitetsniveauet er stort på Limfjordsmuseet i Løgstør denne sommer. Udover særudstillingen "Skatten på havets bund", der vises frem til 20. oktober, så er der alle torsdage i juli demonstration af drejebroen over Frederik VII's Kanal. Her vil publikum blive inviteret til selv at hjælpe med at dreje håndsvinget, der åbner den 25 tons tunge bro. Limfjordsmuseets brolaug står også for at fortælle historien om kanalen m.v. Mandag 7. juli til fredag 18. juli er der opmåling af sjægt samt motorreparation. Museets forvalter samt frivillige vil i denne periode arbejde med opmålingen af en sjægt, der sandsynligvis er bygget hos A.P. Andersen i 1940erne eller 1950erne. Endvidere vil der blive arbejdet med Grenaa-motoren i museets pennalhus "Nora". Mandag 14. juli til fredag 18. juli er der alle dage sejlads i museets sjægt. Her kan man komme og få en oplevelse af, hvordan man sejler i sjægt som i gamle dage. Besøgende kan i perioden få en gratis sejltur i museets gamle, traditionelt riggede sjægt. For turene står en kyndig sjægtesejler, Per Hansen. I tilfælde af dårligt vejr aflyses sejladsen. Mandag 21. juli til fredag 25. juli er der sejlads i museets mortorjolle, og som en nyhed i år tilbyder museet en sejltur på Frederik VII's Kanal i Limfjordsmuseets motorjolle "Inga" af Grættrup, der er bygget i 1950. Her kan man opleve den smukke natur langs kanalen, og nyd motorens "tøf tøf-lyd". Det er tidligere fiskere, som vil stå ved roret. De kan undervejs fortælle om fiskeriet før i tiden. Turene er gratis. Tirsdag 9. september til onsdag 10. september er museet med i arrangement "Limfjorden Rundt" med gamle træskibe. I løbet af tirsdagen ankommer de flotte træskibe til Løgstør. Onsdag formiddag er der afgang til første sejlads. Lørdag 13. september og søndag 14. september er der "Bygningskulturens Dag" og Limfjordsmuseet arrangerer i disse dage sammen med foreninger i kommune en række arrangementer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...