Færdselsforseelser

Masser af berusede trafikanter

SKAGEN:Weekendens motorcykeltræf i Skagen gav som tidligere år kraftigt udslag på politiets alkoholmetre. Ca. 25 berusede trafikanter, fortrinsvis motorcyklister fra træffet, gik i politiets net i Skagen og omegn fra torsdag aften til søndag eftermiddag. Også i den øvrige del af Østvendsyssel snuppede færdselspolitiet adskillige beduggede bilister. I alt blev det til lidt over 30 rapporter for spirituskørsel på mindre end tre døgn på de østvendsysselske veje. I et enkelt tilfælde skete der personskade i forbindelse med spirituskørsel. Den tilskadekomne var en 23-årig beruset knallertkører, som natten til fredag på Gl. Landevej i Skagen blev påkørt af en ædru bilist, der bakkede ud fra en indkørsel uden at overholde sin vigepligt. Knallertkøreren slap med hudafskrabninger.