EMNER

Masser af faldgruber

BEKRÆFT(IG)ELSE:Det danske sprog er fyldt med faldgruber. Med kun ét b. For ironisk nok er en faldgrube sprogligt set i sig selv en faldgrube. Også fordi bemærkelsesværdigt mange danskere udtaler ordet, som om det var med to b'er. Og fra at sige faldgrubber er der ikke langt til at skrive det – for en sikkerheds skyld (og fejlagtigt) med p, altså fejlgrupper... Ikke for ingenting er faldgrube (forklaret som "gravet fordybning") i Nudansk Ordbog uddybet med et eksempel på, hvordan det kan bruges i overført betydning: "Der er mange grammatiske faldgruber i stilen". (Når fejlen opstår, skyldes det også, at ingen vel i dag rigtigt bruger faldgruber, og på en eller anden måde virker det underligt at tale om en faldudgravning). Nå, men en af mange faldgruber er at gøre mere ud af det danske sprog, end det måske egentlig kan bære. For eksempel hedder det ikke at blive bekræftiget og at få en bekræftigelse – men såmænd bare at blive bekræftet og få en bekræftelse. Fra tid til anden prøver sprogfolk at udrede, hvordan det er gået til, at "bekræftelse" hos en del har ændret sig til at blive udtalt og stavet "bekræftigelse", og det nærmeste – i det mindste nogle af sprogfolkene er kommet en forklaring – er, at der er tale om en sammenrodning med ordet "beskæftigelse", som unægteligt er noget helt andet. Som bekendt kan man sagtens være beskæftiget uden af dén grund af føle sig bekræftet (eller altså det forkerte bekræftiget). Og at bekræftigelse er forkert sprogbrug, fremgår flere steder på hjemmesiden hos Dansk Sprognævn, www.dsn.dk., hvor ordet såmænd også optræder på en tipskupon med stavemåder på 13 ord, altså ikke bare bekræftelse/bekræftigelse, men eksempelvis også omstændig/omstændelig, autencitet/autenticitet og falbyde/faldbyde (og ja, korrekt sprogbrug tilsiger omstændelig, autenticitet og falbyde). Et andet udtryk, der på samme måde næsten bliver gjort for meget ud af, er at forpligtige og forpligtigelse. Efter manges mening hedder det bare at forpligte og at have en forpligtelse. Desværre – hørt med nogles ører – er der dømt dødt løb mellem de to udtryk. Hvis man i "Retskrivningsordbogen på nettet" (www.dsn.dk) skriver forpligte og forpligtelse, får man at vide, at det i lige så høj grad godt kan hedde forpligtige og forpligtigelse. Uanset hvor – nå, ja, altså – omstændeligt det godt kan virke.