Masser af friluftsliv markerer Jordens dag

Aktiviteter som dueplukning, hestevognskørsel og fiskeri foregår i denne uge op til Jordens dag

FREDERIKSHAVN:Igen i år er der i Frederikshavn sat fokus på miljøet i dagene op til Jordens dag den 22. april. Alle skoler, institutioner og dagplejemødre har i marts måned modtaget invitationer til en række aktiviteter. Det er kommunens grønne guide Hanne Lauritsen, der er koordinator og hun fortæller: - I år har vi valgt at lave aktiviteter i ugen op til Bededagsferien, fordi selve Jordens Dag, 22.april, som er et international arrangement, i år falder på Store Bededag. Der vil være en lang række friluftsaktiviteter på Knivholt. Fire dage i det fri Hele ugen til og med torsdag den 21. april vil der være naturvejledning, hestevognskørsel,fiskeri i søen, dueplukning, tilberedning af Brændenældesuppe og træklatring. Derudover kan institutionerne bruge området, til hvad de selv finder på, og de kan gå på opdagelse i Knivholts lader, stalde og værksteder. Bl.a. kan børnene se hvordan man smeder, se gamle landbrugsmaskiner og høre om Knivholts historie. Spis en due En af de aktiviteter som der har interesse for er dueplukning. - Det foregår på den måde, at børnene ser hvordan man tager livet af en due, hvorefter de selv plukker den, så vi i fællesskab kan tilberede den. Børnene får selvfølgelig lov at smage, oplyser Hanne Lauritsen. Træklatring kan børnene også selv prøve, når de har set hvordan en rigtig top-kapper arbejder. Det er personalet fra kommunens Skov og Park, der står for det arrangement. Teaterstykke Hele ugen er der også mulighed for at institutionerne kan komme ind og se et teaterstykke om "Natur & Affald". Her lærer børnene på en sjov måde, hvad der ikke hører hjemme i naturen. Det er der 2 skovtrolde fra børneteateret PEGASUS der sørger for. Startede i USA Jordens Dag blev startet i 1970 af daværende senator Gaylord Nelson, Wisconsin. Miljøet i 70-ernes USA havde det meget dårligt, og mange var på tværs af politiske skel enige om, at miljøet burde sættes langt højere end tilfældet var. Heraf opstod ideen til Jordens Dag - 22. april - hvor det lykkedes at få 20 millioner amerikanere ud på gaderne for at markere, at politikerne nødvendigvis måtte gøre noget for, at miljøet skulle få det bedre. Tre steder i Nordjylland Jordens Dag markeres også andre steder i Nordjylland. De grønne guider i Frederikshavn, Hjørring og Arden arrangerer således en række begivenheder i år under temaet "Friluftsliv" og kampagnen er i år økonomisk støttet af Friluftsrådet.