- Masser af gode filmhistorier i indvandrermiljøet

De fylder meget i medierne, og alle har en mening om dem. Alligevel har der hidtil været meget få danske biograffilm om og af indvandrere. Men det billede er så småt ved at ændre sig, og tre forskellige personer fra filmbranchen fortæller her

Roberto Zacharias
Farshad Kholghi, iranskfødt skuespiller og debattør: - Der er utrolig meget kliché-dyrkning i dansk film. Hvis man endelig skal bruge en indvandrer, er det enten som pusher eller taxachauffør. Arkivfoto
Film 1. oktober 2006 06:00

Parminder Singh, indiske forældre, studerer til filminstruktør på Den Danske Filmskole og er færdig til maj: Jeg født og opvokset på Nørrebro, så jeg har altid haft en fod i begge lejre. Det gør mig i stand til at træde ind og ud af nogle meget forskellige miljøer. Min afgangsfilm handler basalt set om mand, der vil gøre sin lille datter stolt. Han er ordblind, og da hans veluddannede bror rejser til London, er der ingen til at hjælpe datteren med lektierne. Så han stjæler hendes bøger for at vise, at han også kan hjælpe. Jeg vil gerne vise, at verden har bevæget sig hurtigere end manden her. Han ejer et pizzeria, som går godt, men han kommer nok aldrig videre end det. Men jeg vil også vise, at mange yngre indvandrere forlader Danmark, fordi de ikke kan få arbejde og har det svært med den negative tone, der er herhjemme. Derfor tager de et sted hen, hvor de kan være sig selv og ikke bare er medlemmer af en etnisk gruppe. Selvfølgelig kommer jeg da også til at lave rene danske film. Men lige nu er det det her, der trækker, og det er meget naturligt, at man som instruktør bruger sin egen baggrund. Noget af det mest spændende lige nu er, hvad der foregår inden for hjemmets fire vægge hos indvandrerfamilierne. For der er så mange modpoler: Den unge pige, der opfører sig pænt derhjemme, men er helt anderledes, når hun er ude. Sønnen, der udfordrer forældrenes forhold til deres egen religion, fordi han enten er ateist eller ultrareligiøs. Der er så meget at tage fat på, og jeg håber, at endnu flere med indvandrerbaggrund kommer ind på Filmskolen, så vi begynder at få et bredere billede end det, som medierne og de såkaldte eksperter tegner. For det ville være godt med en mere kunstnerisk vinkel på tingene. Men det er meget vigtigt, at man både viser de gode og dårlige sider. For man skaber ikke interessante karakterer og historier, hvis man romantiserer eller dæmoniserer. Min drøm er at lave en film om indvandringens historie: Hvorfor kom vores forældre hertil, hvad kom de fra, hvordan blev de etableret, deres børns splittelse mellem to kulturer og så videre. Lige nu synes jeg dog, at der er mest brug for en kærlig komedie, der tager udgangspunkt i indvandrermiljøet. Vi trænger fandme til noget at grine af. Og så mangler vi også stadig et publikumhit, der bliver set af rigtig mange, fordi det er en god film – og ikke fordi det er moralsk rigtigt. Den glæder jeg mig til at se, og jeg er ligeglad med, hvem der laver den. Bare den kommer snart. Farshad Kholghi, iranskfødt skuespiller og debattør: Der er utrolig meget klichedyrkning i dansk film. Hvis man endelig skal bruge en indvandrer, er det enten som pusher eller taxachauffør. Det er gudskelov ved at ændre sig. Jeg spiller selv en rolle som gymnasielærer i DRs nye krimiserie, der formentlig kommer til at hedde ”En forbrydelse”. Som første generations flygtning kan jeg selvfølgelig ikke løbe fra, at jeg har en accent. Men jeg synes ikke, at det er nødvendigt at understrege 220 gange, at det er fordi, man er indvandrer. Hvis man tværtimod normaliserer folk med min hårfarve, vil det indirekte hjælpe på forståelsen og ændre holdninger. Den gamle amerikanske tv-serie ”Cosby og co” er et godt eksempel på, at farve er ligegyldig. Den handler om en familie, der tilfældigvis er sort, men har de samme glæder og sorger som alle andre. Men det betyder ikke, at man skal være uærlig og pynte på tingene. For så bliver det jo politisk korrekt propaganda. Og jeg synes da, at det er mærkeligt, at der endnu ikke er lavet en dansk film om æresdrab, bedrageriske imamer eller fundamentalister. Det ville være enormt interessant at lave en ungdomsfilm om en ganske almindelig fyr i gymnasiet, der lige pludselig bliver hjernevasket af hizb ut tahrir. Det ville meget vedkommende, fordi det er noget, der foregår her og nu. Desværre ser det ud som om, at der hersker en del politisk korrekthed hos dem, der skal dele penge ud. Og den berøringsangst er blevet endnu værre efter Muhammedkrisen, hvilket er synd for alle. Manuskriptforfatterne burde blive bedre til at gå uden for deres lejlighed og se, hvad der foregår uden at tænke på, om de kommer til at krænke nogens følelser. Heldigvis ser det ud som om, at der er ved at ske et generationsskifte i filmbranchen, og jeg kender flere talentfulde instruktører og forfattere, der har lyst til at tage fat i de mange gode historier, der er i indvandrermiljøet. Så må vi bare håbe, at de får mulighed for at føre deres ideer ud i livet. Poul Nesgaard, rektor på Den Danske Filmskole: Det siger sig selv, at indvandrerne ikke har været så stærkt repræsenteret i dansk film, som man umiddelbart kunne ønske sig. Derfor er der blevet taget forskellige initiativer, hvor man prøver at få kontakt til de eventuelle kreative kræfter, som der kunne være rundt omkring. Et eksempel er Betty Nansen Teatrets integrationsprojekt C:NTACT, der både omfatter teater, radio, film og net. Her får unge mulighed for at fortælle om deres eget liv og deres egen virkelighed, og Bikubenfonden har støttet med et meget stort beløb for at gøde jorden for en dialog. På Filmskolen har vi i flere år haft en overrepræsentation af studerende med en anden kulturel baggrund end dansk, hvis man sammenligner med andre uddannelser. To ud af seks studerende på instruktørlinjen har således indisk og jugoslavisk baggrund, så jeg er slet ikke bekymret. Lige nu er Parminder Singh i gang med at optage sin afgangsfilm om en uuddannet pizzariaejer og hans datter. Mirza Ekinovic bliver også færdig i maj, og hans film handler om det at være flygtning fra det tidligere Jugoslavien. Ligesom alle andre på skolen griber de fat i emner, der ligger tæt på dem selv og deres hverdag. Vi opdrager ikke folk til at lave bestemte historier, men provokerer og løfter, så de studerende kan udvikle de fortællinger, de hver især har i sig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...