Museer

Masser af gys og gode historier for børn på Sæby Museum

SÆBY:I år gennemfører Sæby Museum et arrangement i samarbejde med "Den gode Historie". Der bliver tale om et rigtigt gyserarrangement for børn. Museets korps af syv børneomvisere står for arrangementet, og de har allieret sig med personerne fra et uhyggeligt folkeeventyr. Folkeeventyret, der hedder "Røverens kæreste", er udvalgt af børneomviserne, det genfortælles, så publikum møder personerne fra eventyret først - i rigtig uhyggelige omgivelser. Historien er grum, og ikke for små børn eller svage sjæle. Røverne stjæler nemlig fra rige damer og hugger fingre og andet af for at få fat i smykkerne. Selv siger børneomviserne, at man helst skal være fyldt 8 år, for at turde lytte til historien. Udover den praktiske del med gys og gru, der kan opleves på museet, læser børnene det meget uhyggelige røvereventyr højt. Og bagefter får deltagerne lejlighed til at smage blod og blodboller. Alle bedes medbringe lommelygter, da museet vil være helt mørkelagt denne aften. - Jeg synes gerne, man må åbne museet for fortællinger, der ikke er så funderet i den lokale historie eller kulturhistorie, men som relaterer sig til kulturens verden i al almindelighed. Man skal blot kunne adskille tingene. I det hele taget er det en rigtig god ide at knytte fortællinger til museet, og i dette tilfælde har vi givet børneomviserne frit spil, siger museumsleder Annemette Løkke Berg. Arrangementet foregår fredag den 7. oktober kl. 20.00 - og børn og voksne i følge med børn er velkommen. Og ser du så ser du museet oplyst indefra med mystiske lommelygter dén fredag, er det ikke fordi der er indbrud - men fordi børneomviserne er på spil - lige i hælene på "Den Gode Historie."