Masser af heste på Store Brønderslev Marked

BRØNDERSLEV:Der var ved at være fyldt på hestepladsen i går på Store Brønderslev Marked. Fra hele landet er kommet hestehandlere for at gøre en af de sidste handeler i år på et marked. Poul Erik Andreasen fra markedsudvalget i Brønderslev har sjældent oplevet så mange hestehandlere på markedets første dag. Lastbil efter lastbil rullede ind på markedspladsen. Der måtte opstilles ny bomme, for at få plads til at tøjre nogle af hestene, mens andre blev tøjret ved lastbilerne. Handelsmand Jens Svendsen fra Silkeborg var allerede klokken syv i går morges på pladsen. Han skulle - mens han var i Brønderslev - også byde på et par tvangsauktioner over ejendomme i Brønderslev og V. Hjermitslev. Men han købte ingen ejendomme her. - De er for dyre. Buddene blev for høje, bemærkede han. Én ejendom blev solgt for 150.000 kr., men Jens Svendsen stoppede ved 72.000 kr. Men fik han ikke føjet flere besiddelser til af ejendomme, fik han købt flere heste. Store Brønderslev Marked fik i øvrigt en god start i går. Ifølge markedets pr-medarbejder, Michael Wittrup, har der sjældent været såm stort et besøg på markedets første dag. Markedet slutter sent mandag aften.