Masser af hotelpladser til invasion af nye norske turister

Handelsstandsforeninger og hotelbranche glæder sig til at tage imod ekstra rykind

Allan Vinding Sørensen
allan.vinding.sø
Hotel Skaga er blot et af mange, som er klar til at tage imod de ekstra norske turister.arkivfoto: Bent Bach
Turisme 2. december 2007 05:00

HJØRRING/HIRTSHALS: - Vi får jo bare de gæster tilbage, som vi mistede 1. april 2005, da færgen skiftede fra Hirtshals til Frederikshavn, siger hoteldirektør Tom Boye fra Hotel Skaga i Hirtshals. Han ser frem til en styrket belægning på hotellet, og han vurderer, at branchen i området som helhed let vil kunne klare flere overnatninger. - Vi har jo også Fyrklit, flere hoteller i Hirtshals samt Skallerup Klit. Der bliver overhovedet ingen kapacitetsproblemer. Vi har i landsdelen totalt set en beliggenhedsprocent på 30 mod 50 på landsplan. Vi skal nok klare det, siger han. Handelsstandsforeningen i Hirtshals, som også har sæde i turistforeningens bestyrelse, tror på gode muligheder for at holde på de godt 300. 000 ekstra turister, som kommer. - Vi har jo masser af kapacitet i både Hirtshals, Tornby, Tversted, i det hele taget hele kystområdet. Det har vi jo også set, når færgerne til Frederikshavn var tvunget til at gå ind i Hirtshals på grund af hårdt vejr, siger handelsstandsforeningens formand, Kurt Jakobsen. Han er mere optaget af, at man skal styrke de oplevelsesmæssige kvaliteter i kommunen og særligt omkring Hirtshals. - Nordmændene vil efterspørge oplevelser, når de er i land, siger Kurt Jakobsen. I Hjørring glæder man sig også til de ekstra norske turister. Handelsstandsforeningens formand føler sig også sikre på, at butikkernes potentielle kunder nok skal finde sig et sted at overnatte i kommunen. Også han peger, som Kurt Jakobsen på det omfattende udbud omkring Hirtshals og i oplandet. - Vi har mange overnatningsmuligheder på nær Hjørring By. Her mangler vi et nyt hotel, siger Tom Barnbæk. I lighed med Kurt Jakobsen ser han også gerne oplevelser til de nye turister og efterlyser en forstærket indsats på turistfronten. - Vi skal have sat turbo på turistarbejdet. Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg synes, at det har været op ad bakke. Vi har måttet vænne os til, at det foregår i politikertempo. Det er imidlertid vigtigt, at vi får budt vore gæster ordentligt velkommen, siger Tom Barnbæk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...