EMNER

Masser af jul på programmet

ØSTERVRÅ:En ny gruppe af frivillige i Centerrådet ved Østervrå Ældrecenter står for tilrettelæggelse og afvikling af arrangementer i december. Det nye aktivitetsprogram er netop kommet på gaden, og ikke uventet vil julearrangementerne sætte deres præg. Allerede mandag aften 4. december spilles der juletoner på centret, når Musikkorps Sæby kommer på besøg med deres julekoncert. Et par dage senere – onsdag middag den 6. december, inviteres til julefrokost. Nordjysk Pigekor synger julen ind lørdag eftermiddag 9. december, og dette arrangementet er kommet i stand med økonomisk hjælp fra Kulturelt Samråd i Sæby Kommune. Tirsdag eftermiddag den 12. december er der adventshygge ved pastor Jens Pind Jørgensen fra Volstrup Sogn, og samme dag vil Østervrå Kirkes kirkekor under ledelse af organist Annette Bæk deltage med Luciaoptog. Søndag formiddag den 24. december er der julegudstjeneste ved Johnny Søndberg-Madsen. ÅB