Masser af kold succes

Nok blev det igen til sølv i ligaen, men en pokaltitel og europæisk succes gjorde 2007 til et stort år for AaB ishockey

Ishockey 28. december 2007 05:00

AALBORG: Sejr i pokalfinalen, dansk ¿rekord¿ i europæisk sammenhæng og så... Jo. Det skal jo nævnes, sølvmedaljer... AaB Ishockey har haft endnu et glimrende år i 2007, og selvom klubben for fjerde år i træk måtte nøjes med sølvet har der været masser at glæde sig over i Gigantium og omegn. Først fik AaB sagt pænt farvel til den gamle nedslidte skøjtehal i Samsøgade med en pokaltitel- den første titel til byen i 25 år, og siden blev der sagt effektfuldt goddag til de nye omgivelser med en række kampe foran 5.000 tilskuere i dansk ishockeys nye mekka. Lokal helt Undervejs fik publikum endda en vaskeægte lokal helt midt i den udlændingeprægede danske liga, da den unge reservekeeper Kristian Vestergaard blev kastet for løverne allerede i kvartfinalerne, fordi førstevalget Brian Greer blev skadet. Til alles overraskelse bar Vestergaard igennem både kvart- og semifinaler, inden han og holdet måtte bøje sig for Herning i finalerne - eventyret var slut for keeperen, og AaB kunne sige farvel til både ham, træner Heinz Ehlers, stortalentet Julian Jakobsen og backen Daniel Villadsen med sølvmedaljer i bagagen. Ehlers fortsatte trænerkarrieren i Schweiz, mens Vestergaard, Jakobsen og Villadsen alle gæster Gigantium i denne sæson for henholdsvis Hvidovre, Odense og SønderjyskE. Ingen af dem får dog det store med hjem fra Aalborg, hvor Gigantium Isarena er blevet en nærmest uindtageligt fæstning for AaB. Derfor var det da også en gevaldig fordel for holdet, at man fik hjemmebane i Continental Cup, da AaB overtog Hernings plads i den lille europæiske turnering og trådet ind i anden runde. Første danske hold Coventry, Slavija og ikke mindst Red Bulls fra Salzburg måtte bøje sig i den næsten mennesketomme hal, hvorfor AaB som det første danske hold nogensinde indløste billet til tredjerunde. den blev spillet i Grenoble, hvor modstanden var betydeligt stærkere, og det samme kunne siges om AaB, der ikke mindst takket være målmand Peter Hirsch kunne trække sig tilbage med endnu en andenplads. denne gang var der dog ingen triste miner over det, for det var nok til at klubben kunne fortsætte historieskrivningen. I næste weekend venter finalerunden i Riga, hvor holdet skal op mod cremen af de næstbedste europæisk klubhockey kan byde på. Her venter blandt andet det russiske storhold AK Barz, som AaB med veteranen Jens Nielsens ord ¿skal være glade for at tabe med under ti¿ imod. Til gengæld er der muligheder mod både hjemmeholdet Riga 2000 og kasakherne fra Kazzink, som AaB tabte knebent til i Grenoble. Hurtigt forspring Lever holdet op til mulighederne er det en gylden mulighed for at skaffe et solidt forspring i kampen om vores Top 3 i 2008. Og så er der jo lige et slutspil i den danske liga forude - ingen i AaB siger det højt, men denne gang skulle guldet gerne komme. AaB holdet anno 2008 har i hvert fald værktøjerne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...