Masser af kunstnere i sving i parken

BRØNDERSLEV:I forbindelse med Parkfestivalen i dag vil der også være mulighed for at se på kunst. Ole Jespersgaard, der er med i Parkfestivalgruppen, og selv aktiv kunstner, vil af en moseeg fremstille en storebror til sin lille krokodille. - Den arbejdede jeg med i forbindelse med Brønderslev Amatør Scenes Arbejdende Værksted lørdag og i dag rykker vi ned i Hedelund Rhododendronpark, fortæller Ole Jespersgaard. Sammen med børn, der kommer i parken er det planen at fremstille et kunstværk til Brønderslev Biblioteks sal. -Det bliver sikkert på en masonitplade, fortæller Ole Jespersgaard. I fjor begyndte børn at male på et lærred, men det blev ikke færdigt. Det skal spændes op i år på en ramme, og det er planen at fuldføre værket. Ole Jespersgaard fortæller, at det er planen at samle udøvende kunstnere i et forum. -Det gælder alle udøvende kunstnere – også musikere, fortæller Ole Jespersgaard, der sammen med Benny Mathiasen står bag initiativet. - Planen er, at vi kunstnere skal hjælpe hinanden, og på sigt lave udstillinger. Ole Jespersgaard mener, at der er brug for et forum af kunstnere. - Der har tidligere været en gruppe af kunstnere, men den har vi ikke hørt meget til på det seneste. - Det er spændende at sætte noget i gang, siger han.