Masser af kviksølv i skolers fysiklokaler

Termometre bør udskiftes

Hjørring 10. september 2002 08:00

HJØRRING: 42 kilo kviksølv var, hvad Modtagestation Vendsyssel fandt i forbindelse med den kampagne, "På sporet af kviksølv", de satte i værk i foråret for at indsamle kviksølv på ni kommuners skoler. Der er netop udkommet en rapport på tyve sider, der fortæller, hvordan kampagnen foregik. Ved hjælp af en svensk sporhund, Froy, opdagede man kviksølv i vandlåse og fodlister rundt om på skolerne. Konklusionen i rapporten fastslår, at man opdagede, at glasflasker med rent kviksølv ofte står frit fremme på små hylder i fysiklokalet med stor risiko for at blive væltet på gulvet. I virkeligheden har skolerne imidlertid slet ikke behov for at opbevare kviksølv eller kviksølvholdige apparater og instrumenter. Mange skoler anvender stadig kviksølvholdige termometre, som kan udskiftes med sprit- eller digitaltermometre. Ifølge rapporten er det de kviksølvholdige termometre, der er langt den største årsag til spild af kviksølv. Kampagnen, som blev genenmført har vist, at omkring 12 procent af vandlåsene i skolernes fysiklokaler er forurenet med kviksølv. 37 ud af 50 skoler blev besøgt. Kviksølv er en af vores farligste miljøgifte. Det er giftigt ved indånding og kan ophobes i kroppen efter gentagen kontakt med stoffet. Centralnervesystemet kan skades og forvolde blivende skader. Modtagestation Vendsyssel er fælles modtagestation for farligt affald i ni vendsysselske kommuner - blandt andre Hjørring. jb

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...