Masser af medaljer til judoklub

Ørsø Judoklub stillede op med fire talentfulde ungdomskæmpere ved den internationale turnering Antwerpen Open i Belgien.

Turneringen var samtidig årets først EM-kvalifikationsstævne med deltagelse af mange europæiske ungdomslandsholdskæmpere. På trods af den hårde modstand gik 15-årige Emilie Sook Andersen fra sejr til sejr og vandt -63 kilo. klassen med en finalesejr over en hollandsk pige. For Simon Røjkjær, Thomas Thomsen og Helmer Høgsbro blev det til en enkelt sejr i den hårde konkurrence inden de efter nederlag måtte forlade turneringen. Den nordtyske judoklub RTSV Rendsburg havde indbudt til nytårsturnering. Klubberne, som deltager i samarbejdet omkring Vendelboturneringen, havde taget imod denne invitation og interessen for at deltage viste sig at være stor. En bus med kæmpere, trænere og forældre fra judoklubberne i Jetsmark, Aalborg, Ebeltoft, Brønderslev og Ørsø kunne således sætte kursen imod Tyskland lørdag morgen. Ørsø Judoklub har igennem flere år deltaget i denne turnering og som i de tidligere år, var det både socialt og sportsligt en god oplevelse for alle deltagerne. Sportsligt blev det til 16 medaljer. Sebastian B. Larsen, Jonathan B. Larsen, Christian Larsen, Martel Harboe, Emma Mosegaard, Mads Pedersen, Anker Bregnballe, Theis Bregnballe og Sebastian Hjelm vandt alle guld, mens det blev til bronzemedalje til Alexander B. Larsen, Kira Bokelund, Mathias Mortensen, Holger Nielsen, Christoffer Andersen, Jakob Johansen og Kristian Drejer. I den kommende weekend er Ørsø Judoklub selv vært for et stævne, idet klubben afvikler ungdomsturnering i Dronninglund Gymnasiums hal.