Masser af musik til Vesterhavsrock 2004

FJERRITSLEV:Zididada, Tørfisk, Robbie W. Jam, C21 og Safri Duo afløste hinanden på scenen ved Vesterhavsrock 2004 i Fjerritslev. Græstæppet på byens dyrskueplads var godt fyldt, da det første band gik på scenen kl. 14 og den gode stemning var på plads med det samme. - Jeg ved endnu ikke, hvor mange gæster der har været på pladsen i år. Der var solgt 2200 biletter i forsalg, og det gode vejr har sikkert trukket en del ekstra hertil, fortæller tovholder Tommy Pedersen. Vesterhavsrock arrangeres af fem lokale idrætsforeninger, hvorfra omkring 200 frivillige har været i sving for at planlægge og gennemføre musikfestivalen, der i år blev holdt for sjette gang. Det hidtil bedste besøg ved Vesterhavsrock var på 3600 gæster. Her var det gruppen Smokie, der var hovednavnet.