Masser af olie spildt: Veje blev spejlglatte
Nordjyllands Beredskab måtte ud i større oprydning efter oliespild i Aalborg

Foto: Laura Guldhammer
AALBORG:Nordjyllands Beredskab kom på et større oprydningsarbejde i Aalborg tirsdag eftermiddag. Klokken 14.17 kom der melding om, at et køretøj havde haft en lækage og spildt en masse dieselolie på både Universitetsboulevarden og Langagervej - og ikke mindst rundkørslen, hvor de to veje mødes.
- Det var en større oprydning men også sikring, for det blev utrolig glat på vejbanen med sammenhængen af lidt fugt i vejret og olie ovenpå. Så bliver det glat, og det gælder især for dem, der kører på to hjul, og så i rundkørslen, fortæller beredskabsinspektør Nils Eltzholtz.
Nordjyllands Politi sendte nogle betjente til stedet for at få trafikanterne til at dæmpe farten. Der er ikke meldinger om uheld på grund af oliespildet, men til gengæld gav det lidt ekstra kø.
Beredskabet benyttede en af kommunens entreprenørmaskiner med en sandsprederfunktion - som det kendes fra saltspredning om vinteren - så der kunne spredes sand ud forholdsvis hurtigt til at suge olien op.
Kommentarer
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.