Skolevæsen

Masser af optimisme

Godt 150 borgere var fredag eftermiddag med til at åbne Vrensted Friskole.

Emma var det første barn, der blev tilmeldt friskolen i Vrensted, og derfor fik hun æren af at klippe snoren med en saks, som var sprayet med guldmaling i dagens anledning. Foto: Kurt Bering

Emma var det første barn, der blev tilmeldt friskolen i Vrensted, og derfor fik hun æren af at klippe snoren med en saks, som var sprayet med guldmaling i dagens anledning. Foto: Kurt Bering

- Så kom dagen endelig ... og vi er helt klar. Skoleleder Tina Mørch var rigtig glad fredag eftermiddag, da hun holdt tale for omkring 150 børn og voksne i Vrensted og Omegns Friskole. Allerede søndag tager hun og to kolleger mod de foreløbig 25 børn, der er tilmeldt skolen - søndag fordi forældrene så også har mulighed for at tage med på den allerførste skoledag for både børnene og skolen. Tanken om en friskole i Vrensted blev født allerede da de første tanker om skolelukninger dukkede op i byrådssalen i Hjørring. Og inden beslutningen om lukning af den kommunale skole i Vrensted var taget, var en gruppe forældre i fuld gang med at etablere skolen - hvilket skulle vise sig at være et noget større arbejde end de havde drømt om. - Det har været et år med hårdt arbejde - og det var ikke lykkes, hvis der ikke havde været så stor lokalopbakning, slog bestyrelsesformand Michael Mejlholm fast. 25 børn - og optimisme Hele sommerferien har bestyrelsen og forældre arbejdet med at gøre skolen klar både ude og inde. Både lokalerne og skolegården var da også så ryddelige og rengjorte som de vel næppe nogensinde har været før. De fleste materialer fra den kommunale skole var taget med til andre kommunale skoler, så bestyrelsen har hentet materialer fra hele landet - helt fra Frederiksberg er der kommet gratis ting til skolestarten. Foreløbig er 25 børn tilmeldt friskolen, og selv om bestyrelsen gerne havde set lidt flere, var der alligevel både tilfredshed og optisme i Vrensted fredag eftermiddag. - Der har været snak om, at nogle af de nye friskoler i Hjørring Kommune kommer til at lukke igen. Skal vi ikke være enige om at vise omverdenen, at vi både kan og vil i Vrensted, sagde Tina Mørch til de fremmødte, som supplerede med klapsalver.