EMNER

Masser af point på kontoen

AALBORG:Efter en række skuffende resultater i de sidste runder for flere af de lokale hold blev søndagens femte runde af ialt syv i den igangværende turnering en stor opmuntring for de lokale hold med masser af point. Rent faktisk var det kun Nørresundby Skakklub, der i egne lokaler i Kulturhuset på Gl. Lindholm skole tabte matchen i 1. division med 2,5 point mod 5,5 point til gæsterne fra SK 1968 I i Århus. Pointene til Nørresundby blev sikret i form af remis til Per Andreasen, Tommy Nielsen, Svend Pedersen og Bent Sørensen samt Jørgen Jørgensen. I 2. division forsøger Jetsmark at hænge på i kampen om oprykning til landets bedste række og endnu et skridt blev taget med sejren på 5-3 ude over Kjellerup. Det var holdkaptajnen Jens Ove Fries Nielsen, Stefan Christensen, Bjarke Jensen og Anders Helledie der med sejre over deres respektive modstandere lagde grunden til sejren, mens Jakob Rathlev og Henning Lau Rasmussen fulgte op ved at spille remis. I Vejle blev det også til en hårdt tiltrængt sejr på 5-3 til Aalborg Skakforening over Evans, men det holdt uventet hårdt undervejs, da hjemmeholdet på et tidspunkt førte med 3-1. Det blev således blandt andet til et overraskende nederlag til Nicolai Vesterbæk Pedersen på 1. bræt mens Lars Venø Jakobsen, Steffen S. Nielsen, Torben Hjorth og Elena Steffensen alle vandt mens Jørgen G. Nielsen og Lars Meyer begge spillede remis. Der var et vigtigt lokalopgør i 3. division mellem Nørresundby Skakklub II og Aalborg Skakforening II. Resultatet blev 4-4 efter en meget spændende match, hvor det blev til tre sejre og to gange remis til begge hold. For Nørresundby vandt Henrik Kaysfeld, Eddie Poulsen og Bjarke Andreasen over henholdsvis Finn W. Nielsen, Rene Rasmussen og Mads Jacobsen fra Aalborg. Omvendt vandt Carsten Hellegaard, Jan Nielsen og John Nyholm fra Aalborg Skakforening over henholdsvis Jens Jørgen Christiansen, Poul Erik Nørgaard og Lars Jensen, mens hjemmeholdets Ole R. Madsen på 7. bræt og Bent Bojsen på 8. bræt spillede remis mod Christian Volmer og Sune Norman Hansen fra Aalborg. Ligeledes i 3. division blev det overraskende til en sejr til Aars ude over topholdet Nordthy, der blev besejret med 5-3. Dermed gentog Aars den flotte bedrift fra sidste sæson og den meget vigtige sejr i bestræbelserne på at holde Aars fri af de to nedrykningspladser blev sikret på trods af afbud fra to af de normale spillere. Omvendt måtte hjemmeholdet stille op uden Erik Pedersen på 1. bræt så det blev til et åbent opgør. De uhyre vigtige point til Aars sørgede Hardy Jespersen, Kurt Jacobsen, Allan Bo Sørensen og Henning Larsen for med sejre mens det blev til remis for både Pouelsten Holm Grabow og Poul Erik Niebuhr. I Mesterrækken var der friweekend til topholdet Vejgaard Skakklub men til gengæld blev det til en overraskende sejr på 4,5 point til Jetsmark Skakklub II over Aalborg Skakforening III, der fik 3,5 point.