EMNER

Masser af rejer fra ny fabrik

Skagens nyeste fiskeindustri er norskejet, og den producerer blandt andet rejer til Norge

SKAGEN:Hidtil har der stået enten Norge eller Sverige på modtageradressen, når Skagens nyeste virksomhed har sendt varer ud af huset. Fra mandag kommer der også til at stå Danmark. Engelsviken Canning Skagen, som har en gammel velrenommeret norsk virksomhed som moderfirma, er godt i gang med at producere rejer og krebsehaler i lage. Den officielel indvielse finder sted torsdag i næste uge, oplyser direktør Jørgen M. Christensen. Fabrikken har foreløbig ialt ni medarbejdere - direktøren inklusiv. Fabrikkens første danske kunde er Dansk Supermarkeds restauranter og cafeterier, og Jørgen Christensen venter besøg af kædens indkøbsafdeling for varer, der sælges fra forretningerne. Der er også andre indkøbere på vej, blandt andre fra Coop - det tidligere FDB. I forvejen har Engelsviken Canning Coop i Sverige som storkunde. Fra 1. oktober skal fabrikken også levere rejer til de cateringfirmaer i København, Oslo og Stockholm, som laver mad til SAS-flyene.