EMNER

Masser af sko i klubbens entre

Nyt tilbud har ramt et skjult behov hos børn og forældre

SINDAL:Det gamle plejehjem Sindallund er på det seneste kommet igennem lidt af en foryngelseskur. Sidste år rykkede ungdomsklubben ind på 1. salen, men nu er gennemsnitsalderen blevet skruet endnu længere ned. I denne måned har der nemlig været premiere på det nyeste skud på fritidsstammen i Sindal, idet en juniorklub for elever i 5. og 6. klasserne er blevet åbnet, og de foreløbige erfaringer viser, at tilbuddet ikke er skudt helt ved siden af - langtfra, endda. 35 børn Ved åbnings-receptionen tidligere på måneden dukkede der således et par snese børn plus nogle forældre op, og da der den efterfølgende mandag var normal klub-eftermiddag for første gang, kan man med en vis sikkerked fastslå, at der var 35 børn. - Jeg talte nemlig skoene, fortæller formanden for juniorklubben, Randi Tausen. - Det er gået over al forventning. Vi havde selvfølgelig regnet med, at der vil komme nogle, men ikke så mange, tilføjer hun. To voksne Her i opstartfasen får børn og forældre ikke sat kuglepennen for struben i forbindelse med et formelt medlemsskab, idet gæsterne lige skal have lov til at snuse til tilbuddet. - Nogle har meldt sig ind, andre har sagt, at de vil gøre det, oplyser Randi Tausen. Juniorklubbens døre åbnes hver mandag og torsdag fra 16 til 18, i ny og næ også om fredagen, og der er altid to voksne på vagt hver gang. Klubben ser dog placeringen på Sindallund som en midlertidig løsning, idet det for det første er lidt trangt, men lokaliteterne er i sagens natur heller ikke helt deres egne, som de kan gøre med, hvad de vil, da de låner dem af ungdomsklubben. Intet på hånden Endnu er dog ikke lykkedes at finde andre græsgange, og en henvendelse til teknisk udvalg i sommers medførte ganske vist en positiv tilkendegivelse fra udvalget, der dog samtidig meddelte, at man ikke havde nogle kvadratmeter på hånden til de 11 - 13-årige, som skal betale et par hundrede kroner for et sæsonkort.