Masser af snak og idéer
Visions-workshop gav masser af idéer, debat, snak og input - det hele skal samles til en vision for skolen.

Forud for workshoppen var der oplæg med professor Lars Qvortrup, og også skolechef Jakob Ryttersgaard og formand for børne- og skoleudvalget, Ole Jespersgaard, havde ordet. Efter workshopperne blev der samlet op i plenum på hvide tavler. Privatfoto
En ting lå fast efter et stormøde på Skolegades Skole med 140 skolefolk tirsdag - skolefolk er engagerede. Der blev debatteret, udvekslet idéer og snakket skole med engagement, og det var ikke altid lige let for folk at komme til orde. Stormødet var en del af arbejdet med at lave en vision for folkeskolen i kommunen, og det var en visionsworkshop, hvor deltagerne efter et oplæg fra professor Lars Qvortrup skulle diskutere i seks workshops med hvert sit tema, hvor man kunne gå til og fra. I gruppen om trivsel og relationer blev der bla. talt om forældrenes betydning for klassen. Mogens Møller, skoleleder, Agersted Skole, fortalte om det, han kalder den usynlige klassekammerat. - Det er forældrene. De voksne har betydning for, at man får en god klasse, sagde han. - Det er nogle gange godt, at der bliver sat ord på, og at man får snakket sammen, supplerede Camilla Brandi, der er pædagog samme sted. I efteruddannelses-gruppen var Kim Højbo, skoleleder på Serritslev Skole, inde på vigtigheden af læreren. - Læreren er den enkeltfaktor, der har størst betydning, sagde han og efterlyste, at det blev prioriteret højere. - Vi kan se, at når vi har haft midler til det, så vrimler det ind med tilmeldinger, Lærerne vil gerne. Det er katastrofalt, at det er faldet, som det er, supplerede Grete Andersen, næstformand i Midtvendsyssel Lærerkreds med henvisning til, at der bliver brugt dalende tid på efteruddannelse af lærere. Henrik Froholdt, der er lærer i Thise, deltog også i diskussionen. Han oplever, at der virkelig er brug for efteruddannelse blandt alle lærere, ikke kun dem, der har været i faget i mange år. - Jeg har allerede nu brug for opdatering efter halvandet år som lærer, sagde Henrik Froholdt, der i sit lærer-liv har mødt nye ting, som man ikke lærer på seminariet. Hos fagligheds-gruppen var der også mange indspark. Blandt andet om udfordringer til de dygtigste elever og om, hvordan man kan understøtte, at det er helt ok at være dygtig og brillere i et skolefag. - Hvis man kommer ind i en skoleklasse, er der ikke ét barn, der ikke ved, hvem der er dygtige til hvilke fag, sagde Kirsten Tranekær, lærer på Hjallerup Skole. - Vi er nødt til at hjælpe de svageste, men det er også vigtigt at udfordre de dygtige. Det er ikke ret mange ekstra ressourcer, der skal til. Det kan være sværere opgaver, som de får over computeren. Det er ikke noget, man skal gøre hver dag, men i perioder, foreslog Hans Jørgen Bæk, skoleleder på Hjallerup Skole. Mod slutningen af workshop-timen opstod der mindre grupper hist og pist, som fortsat diskuterede skole - og der var også en masse vægdekorationer og en videofremvisning, som blev studeret. Elever på forskellige klassetrin har bidraget med idéer til visionen. Bla. havde Thise Skole tegnet en kæmpe borg, hvor borgmester Lene Hansen sad øverst og fik gode råd fra eleverne i talebobler. Hun fik bla. følgende råd med på vejen: - Hej borgmester Lene. Børn skal være glade, børn skal være gode til at læse, skrive og regne, der skal være mere plads til fodbold. - I skolen skal man have gode venner, legekammerater, lære 1, 2, 3 og lære plus og minus.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.