Masser af spænding i lokalopgør

Fodbold 30. september 2002 08:00

Støvring-Svenstrup 2-4 (2-2) Mål: 1-0 Rasmus Greve, 1-1 Søren Theis, 2-1 Martin Vestergaard, 2-2 Henrik Nielsen, 2-3 Lars Aachmann, 2-4 Frank Secher STØVRING: Der var mest på spil for Svenstrup i lørdagens lokalopgør og det blev i sidste ende udslagsgivende for resultatet. Det blev på ingen måder en velspillet fodboldkamp, men spænding og mål var der masser af. Hjemmeholdet kom ellers foran på et hovedstød i det 10. minut, da Svenstrups målmand gik galt ud af sit mål. Udligningen lod ikke vente længe på sig, men det var mere et indlæg end et skud fra Søren Theis, der via indersiden af stolpen gik i mål. Støvring var imidlertid stadig med og da Rasmus Greve og Svenstrups målmand Jacob Madsen løb sammen i det 22. minut i bestræbelserne på at nå bolden, kunne Martin Vestergaard let trille bolden i det tomme mål. Forinden havde først Søren Theis ved stillingen 0-0 og Henrik Nielsen ved stillingen 1-1 haft store chancer for at bringe gæsterne foran men i begge tilfælde gik det lige modsat. Med en scoring af Henrik Nielsen i det 44. minut fik Svenstrup et glimrende udgangspunkt inden anden halvleg. Efter pausen kneb det for hjemmeholdet at mobilisere den nødvendige gejst og Svenstrup kom foran 3-2 i det 55. minut, da Henrik Nielsen med hælen smart spillede Lars Aachmann fri. Kun ti minutter senere blev det 4-2 og så betød det mindre at Henrik Nielsen tilsyneladende blev snydt for et straffespark i form af et skub i ryggen. Hørning-B52/AFC 0-2 (0-0) Mål: 0-1 Mads Jakobsen (straffe), 0-2 Nicolas Wichmann HØRNING: Det var efter al sandsynlighed den afgørende kamp om den fjerde og sidste nedrykningsplads, der faldt ud til fordel for Aalborg-holdet. Da Hørning havde mest brug for point og tilmed var på hjemmebane, valgte B52/AFC ganske fornuftigt at spille meget afventende. Derfor havde hjemmeholdet set over kampen som helhed bolden mest men bortset fra en enkelt chance i første halvleg, som Per Skov Jensen i gæsternes mål sikkert tog sig af, blev det ikke til mere før pausen. Der kom meget mere gang i kampen i anden halvleg og her fik gæsterne relativt hurtigt et straffespark begået mod den farlige Nicolas Wichmann. Den chance udnytte Mads Jakobsen sikkert og herefter måtte Hørning nødvendigvis endnu længere frem på banen. Det gav plads til contra-løb og på et sådant fik Nicolas Wichmann sikret sejren i det 86. minut med scoringen til 2-0. Forinden havde Hørning presset hårdt på og det blev ikke mindre hektisk til sidst. Det lykkedes imidlertid at klare frisag og med sejren er B52/AFC nu tæt på at være reddet. mølbæk

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...