Masser af torvedags-aktiviteter

Gærum 1. september 2005 06:00

GÆRUM: Der er lagt op til en spændende dag når samtlige foreninger i Gærum Samvirke på lørdag afvikler torvedag ved Brugsen i Gærum. Selve festdagen åbnes af byrådsmedlem Jørgen Steengaard fra Ravnshøj, og herefter er der gratis rundstykker og kaffe til alle. I løbet af formiddagen kåres årets borger i Gærum - en person som har gjort et stort arbejde for det aktive landsbysamfund. Den lokalhistoriske forening har lavet en udstilling af gammelt tømrer og snedkerværktøj, og til alle børnene er der opstillet hoppeborg. Spejderne laver bål, hvor man kan bage pandekager, og selvfølgelig prøve om de kan vendes i luften. Der er desuden lykkehjul med flotte gevinster, samt flødebollemaskine og mange andre spændende ting at muntre sig med. Kroketklubben giver opvisning, og der sælges også pølser øl og vand. Og hvis børnene vil afprøve sine evner som "prangere" - ja så er der også arrangeret børnekræmmermarked, hvor man kan få solgt lidt ud af det som man efterhånden er vokset lidt fra. FC

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...