EMNER

Massiv opbakning til Ann

Ann Hjarbæk har fået masser af positive tilkendegivelser efter interview i NORDJYSKE

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

byrådsmedlem Jørgen Tousgaard (S) har arbejdet i mange år som socialchef i Sæby Kommune. Han understreger, at de ansatte først skal henvende sig til cheferne og bruge tillidsmandssystemet, inden de går til politikere og pressen. Arkivfoto

Af frygt for tjenstlige samtaler og fyringer, holder de kommunale ansatte helst deres kæft. Men fredag 12. marts valgte social- og sundhedsassistent Ann Hjarbæk fra Sæby at blæse på mundkurv og skideballer fra lederne. De elendige forhold på Ann Hjarbæks arbejdsplads - det psykiatriske støttecenter i Skagen - blev for overvældende og uoverskuelige, og i en artikel i NORDJYSKE fortalte hun ærligt om, hvordan både brugere og ansatte i flere år har kæmpet for bedre forhold. Blandt andet har vandet i centret været udrikkeligt i en evighed, køkkenet er ulovligt, og de kommunale ledere lover hele tiden bedre forhold - uden at der sker noget. Positive tilkendegivelser Men selv om hun tog en risikabel chance ved at gå til medierne, tyder meget på, at Ann Hjarbæk ikke behøver at frygte for en fyring. Opbakningen til Ann Hjarbæk er massiv, og hun har fået masser af positive tilkendegivelser. - Min Facebook koger nærmest over, og jeg har fået mange henvendelser fra kommunale ansatte - også fra medarbejdere, jeg ikke kender, fortæller Ann Hjarbæk, der først og fremmest har fået støtte fra de øvrige ansatte på det psykiatriske støttecenter i Skagen. Centret har de seneste uger været igennem en turbulent periode, men spørgsmålet er så, om Ann Hjarbæk undgår en tjenstlig samtale efter sine udtagelser. - Jeg bliver nok indkaldt til en tjenstlig samtale. Men så tager jeg den med, for jeg har i sinde at blive og kæmpe sagen til ende. I øjeblikket bliver Ann Hjarbæks udtagelser ivrigt studeret. Flere udtrykker som nævnt støtte til Ann Hjarbæk, og politikere efterlyser en generel diskussion af problematikken omkring de ansattes ytringsfrihed. Følge kommandovejene Jørgen Tousgaard blev valgt ind i byrådet i Frederikshavn sidste år, og han har i mange år arbejdet som socialchef i Sæby Kommune. - Det er utroligt vigtigt, at de ansatte følger de normale kommandoveje, inden de går til politikere eller presse. Man skal først prøve at løse problemet over for tillidsmanden eller chefen. Ellers bliver der bare tale om svage ledere, som ikke får mulighed for at udfylde deres formål som problemknusere, siger Jørgen Tousgaard. Men hvis ellers de såkaldte kommandoveje er prøvet, og problemet stadig ikke er løst, er der ingen tvivl: - Så er det helt legalt for de ansatte at henvende sig til enten en politiker eller til pressen. Sådan skal det være, og det er helt uden for diskussion, siger Jørgen Tousgaard. Og noget tyder på, at både brugere og de ansatte på det psykiatriske støttecenter i Skagen har fået noget ud af at stå frem i medierne. Centret, der ligger i det gamle sygehus, er i øjeblikket ved at blive renoveret, og Sæby Kommune leder i øjeblikket efter et nyt værested.