Massiv støtte til højhuse

Lokalpolitik 8. maj 2007 06:00

ÅRHUS: Befolkningen i Danmarks to største byer lider tilsyneladende hverken af højdeskræk eller mindreværdskomplekser. Både århusianere og københavnere bakker i stor stil op om de højhusplaner, kommunalpolitikerne har. For små to uger siden viste en undersøgelse fra Rambøll, at to ud af tre københavnere er positive over for højhusbyggeri uden for den historiske bykerne. Desuden svarede 33 procent ja til selv at bo i et højhus. Nu viser en undersøgelse foretaget af Epinion, at endnu flere århusianere har høje tanker om den skyskraber på 142 meter, der skal bygges på havnen i Århus. Næsten tre ud af fire århusianere mener, at højhuset på havnen er en god eller endda en rigtig god idé. 60 procent vil gerne have flere højhuse, og ligesom i København kunne omkring hver tredje godt tænke sig selv at bo i et højhus. - Jeg er superglad for, at borgerne bakker så massivt op om højhuset på havnen. Det er endnu en understregning af, at vi er en by, der tør, hvor andre tøver, siger Århus’ borgmester, Nicolai Wammen (S), til Århus Stiftstidende. Foruden højhuset på Nordhavnen i Århus, der med sine 142 meter bliver Danmarks højeste, har private investorer planer om yderligere fem-seks højhuse på over 20 etager andre steder i byen. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...