Mastercard køber del af Nets for tocifret milliardbeløb

Nets' konto-til-konto services er blevet solgt til Mastercard for omkring 21,3 milliarder kroner.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Nets skilt ved hovedkvarteret i Ballerup Nets har frasolgt blandt andet Betalingsservice til Mastercard. Det skal være med til at frigøre ekstra kapital til at fokusere selskabet mere på ét område. Forbrugerne kommer ikke umiddelbart til at mærke, at servicerne har skiftet ejere, mener Nets. (Arkivfoto). Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

KØBENHAVN:Mastercard har indgået aftale med Nets om at købe Nets' konto-til-konto baserede servicer for godt 21,3 milliarder kroner, oplyser Nets i pressemeddelelse.

Det kommer til at styrke Mastercards i forvejen solide position på markedet, vurderer Bo Nilsson, administrerende direktør i Nets.

- Vi har igennem de seneste fem år opbygget en stærk konto-til-konto platform med globale vækstperspektiver.

- Men for fuldt ud at realisere det internationale vækstpotentiale ud over vores eksisterende geografiske tilstedeværelse kræves evner og ressourcer i en grad, som kun en etableret, global markedsleder besidder.

- Med sin globale rækkevidde er Mastercard i en unik position til at kunne forløse det potentiale som vores konto-til-konto platform har, siger han i pressemeddelelsen.

Nets har dermed solgt hovedparten af det danske selskabs Corporate Service-forretning, og salget omfatter både Betalingsservice i Danmark og AvtaleGiro/eFaktura i Norge.

Ifølge Børsen bruger over 90 procent af husholdningerne i Danmark og Norge servicer fra Nets til deres betalinger.

Corporate Services i Nets omfatter blandt andet Betalingsservice. Derudover er det elektronisk tilbagevendende betalinger, straksbetalinger og servicer inden for e-identitet.

Selv om NemID er en del af Nets' Corporate Services, er det ikke en del af købsaftalen med Mastercard.

Det skyldes, at de er en del af det forretningsområde, som selskabet vil fokusere mere på fremover.

Forbrugerne kommer ikke til at mærke, at betalingsløsningerne skifter hænder, oplyser kommunikationschef i Nets Søren Winge.

- Både vilkår og driften fortsætter, så langt øjet rækker på Betalingsservice og de ydelser, vi her snakker om. Så det vil ikke betyde nogen ændring på den korte bane for forbrugerne, siger han.

Før handlen er endelig, skal den godkendes af relevante myndigheder på området. Det er ifølge Søren Winge europæiske konkurrencemyndigheder samt det danske og norske finanstilsyn.

Nets vurderer det ikke som sandsynligt, at myndighederne sætte en stopper for handlen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.